HTC Legend – en sikker vinder (mobiltest)

TEST: Den hidtil bedst designede og mest stabile HTC-mobil. Legend er en sikker vinder, og lever på alle måder op til prisen.

HTC Legend – en sikker vinder (mobiltest)

HTC’s designperle er absolut enestående, og opleves både bedre, mindre og mere fleksibel end iPhone. HTC Legend er “iPhone til folket”.

Succesoplevelsen starter ved modtagelsen, hvor man konstaterer, at en mobiltelefon konstrueret i aluminium bare ER federe end en i plastik.

Hele rammen på HTC Legend er skåret ud af ét stykke metal, hvorefter elektronikken er skubbet op fra bunden. Hele produktet virker fuldendt, og netop på grund af designet i aluminium er der intet som hænger, rasler eller vipper.

Ulempen er desværre, at metalrammen på fronten opleves lidt hård, når mobiltelefonen holdes ind mod øret under samtale.

I testperioden har vi også opdaget, at aluminium er et blødt materiale, der let får skrammer, når mobilen møder asfalt. Heldigvis er skærmen i hærdet glas, og har fortsat ikke én eneste ridse.

Knapperne lige under skærmen føles imidlertid ‘underlige’ under fingrene. Jeg er ikke i tvivl om, at berøringsfølsomme taster i dette tilfælde, havde været en bedre løsning.

Samlet vurderet, er designet dog til topkarakter, da mobilen har en komplet stilren helhed.

Som en note skal her tilføjes, at redaktionens kvindelige medarbejdere slet ikke synes Legend er pæn. Men det synes jeg nu stadig den er.

Legend nyt artikelfoto
HTC Legend

Syv forsideskærme – men ikke plads nok

Når Legend tændes, (sker i toppen) fremtoner brugerfladen med sine syv ‘skærme’. Når fingeren slides til venstre eller højre, bladres mellem skærmene.

Hvis det tager for lang tid, at komme helt ud til den sidste i hver side eller ønskes blot et overblik, kan en oversigt frembringes ved at trække med to fingre fra hvert hjørne. Det er en smart feature – men den er nok mere “lir” end anvendelig i dagligdagen.

Brugerfladen kaldes HTC Sense, og ligner i grove træk, det vi tidligere har set på HTC Tattoo og HTC Hero – blot med nogle små forbedringer og nye features. Den gode nyhed er, at der ikke er ændret på den grundlæggende betjening.

Alle ikoner og genveje kan tilpasses individuelt og de interaktive småprogrammer, kendt som widgets, kan frit indsættes på skærmene, og mobilen er født med en lang række forskellige.

Blandt de mange widgets er: Facebook, FriendStream (samler Facebook og Twitter updates), aktier, bogmærker til internettet med screenshots fra hjemmesiderne, kalender og aftaler, musik, nyheder, søg, YouTube, vejrudsigter m.v.

Desuden viser et menupunkt, at der er mulighed for at downloade flere widgets direkte til mobilen. I vores testversion er funktionen dog ikke aktiv.

Mulighederne for brugertilpasninger er enorm på HTC Legend. Udover de generelle widgets kan der tilføjes en særlig telefonbog, der henter alle kontaktnavne og numre på Facebook-vennerne.

Hvis ikke du har nok i de syv skærme, kan funktionen “mappe” tilføjes. I denne mappe kan tilføjes f.eks. favoritgenveje til programmer. Med ét klik på ét ikon, kan du altså åbne en mappe med præcist dine personlige genveje.

De syv skærme indbyder til, at hver bruger kan lave en opsætning fuldkommen efter eget ønske. Men nu er der stå opstået et luksusproblem! Der er SÅ mange widgets og genveje med i mobilen, at de syv skærme hurtig bliver fyldte, og der derfor bliver brug for flere.

HTC Legend nyt artikelfoto
HTC Legend

Andre fikse funktioner

HTC Legend indeholder også en række småfunktioner som i hverdagen er ganske nyttige.

Når mobilen ringer kan ringetonen gøres lydløs ved at vende mobilen med skærmen nedad og når en samtale er i gang, slukker displayet automatisk når telefonen sættes op mod øret – når den tages ned, tænder skærmen igen.

Vejrudsigterne har også fået et grafisk løft. Ved skyet vejr kommer der skyer ind over hele skærmen – skinner solen pryder animerede solstråler mobilens skærm. Denne feature introducerede HTC i efteråret 2009 sammen med mobilen HD2.

Programmet FriendStream der samler Facebook- og Twitter updates er en fin feature og gør det let både at opdatere, samt få overblikover vennerne.

legend nyt artikelfoto
HTC Legend

Kvaliteten af touchskærmen

Da Apple kom med iPhone og den berøringsfølsomme skærm, tog de verden med storm. Siden da har mange producenter forsøgt med tilsvarende skærme, men uden samme niveau af succes.

Touchskærmen i HTC Hero, Magic og HD2 er af ‘iPhone typen’ og selvom det har virket godt, har det ikke været helt på niveau med følsomheden på iPhone.

HTC Legend laver om på dette. Skærmen er hyperfølsom og man kan blive helt fanget af, hvor godt det glider under fingrene. Jeg siger ikke det er bedre end på iPhone – men det er i hvert fald mindst lige så godt.

Skærmstørrelsen er 3,2 tommer mod iPhones 3,5 tommer – men i det daglige brug, oplever man ikke at der mangler 0,3 tommer. Opløsningen i pixels er ens på begge produkter men Legends OLED-skærm er LANGT flottere end iPhones gamle TFT-skærm.

En indbygget lysføler sørger for, automatisk at optimere lysstyrken efter opgivelserne, hvilket både sparer på strømmen og giver den optimale visning, uanset lydstyrke.

I kraftigt lys kan det dog blive en udfordring at se, hvad der sker på skærmen – her kunne det ønskes, at lysføleren skruede end højere op for lysstyrken.

HTC Legend nyt artikelfoto
HTC Legend

Mobilens hastighed

Når specifikationerne på HTC Legend og forgængeren HTC Hero sammenlignes er der umiddelbart ikke den store forskel på processorkraften, der kun er steget fra 528 MHz til 600 MHz Alligevel er den hastighed man som bruger oplever, markant anderledes.

Legend virker LANGT hurtigere og noget mere kvik i vendingen. Vi har endnu ikke oplevet ting, der hænger eller optræder langsomt.

HTC Legend nyt artikelfoto
HTC Legend

Store hjemmesider = ingen problemer

De populære hjemmesider som TV 2, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten åbnes lynhurtigt over både mobil- og trådløstnetværk.

På siderne kan zoomes ved enten at dobbeltklikke eller trække med to fingre (multi-touch / pinch to zoom). Denne del er både smidig og overbevisende.

Mobilen finder ved zoom selv ud af at genkende tekst-delen, og tilpasser teksten til skærmens bredde så scollbarer undgås. Tilpasningen fastholdes også, når Legend vendes til horisontal visning.

Navigationen rundt på en åben website sker let og ubesværet, og man oplever ikke “tænkepauser”, eller at mobilen er træg, hvilket placerer netoplevelsen i absolut særklasse.

Møder man en YouTube-video på en hjemmeside, kan videoen afspilles blot ved at klikke på “play”-symbolet.

Hvis der er trådløst netværk i nærheden, kan netoplevelsen speedes yderligere op, ved at aktivere denne.

wiki og opslag screenshot legend nyt artikelfoto
Screenshot HTC Legend

Oversæt, SMS og Wikipedia direkte fra nettet

Ønsker du at sende et uddrag af en tekst som SMS eller til Twitter, er det blot at holde fingeren på teksten i et lille sekund, hvorefter der let og ubesværet i et zoomvindue kan foretages en præcis markering.

Den markerede tekst kan ligeledes med ét klik oversættes i Google Translate, samt benyttes til et Wikipedia opslag. Dette er voldsomt smart!

Favoritter / bogmærker præsenteres som ikoner med et screenshot fra det seneste besøg på den pågældende hjemmeside. I HTC Legend kan en widget med de flotte bogmærker også tilføjes en af forside-skærmene.

Det er svært andet, end at vurdere netadgangen i HTC Legend til topkarakter.

HTC Legend nyt artikelfoto
HTC Legend

Musik og radio

Præcist som i bunkevis af mobilenheder på markedet, har Legend også en musikafspiller, der kan spille de mest populære musikformater som f.eks. MP3 og AAC.

Bruger du musikken meget, kan en musikafspiller placeres på en af de syv forsideskærme. Desuden viser mobilen i toplinien, navn og titel på det aktuelle nummer, der spilles. Et klik på denne linie tager dig til afspilleren.

Det er forholdsvist let at opbygge spillelister og se efter kunstnere, albums, sange osv.

Headsettet i salgspakken er derimod ret trist, men et andet sæt hovedtelefoner kan tilsluttes via 3,5 mm standard jackstik i mobilens top.

Lydkvaliteten er godkendt og man kan sagtens både høre musik, og være på nettet samtidigt uden at mobilen styrter.

FM-radioen har let ved at modtage signal fra de forskellige stationer, også selvom man f.eks. kører i bus eller tog. Præcis som med musikken, kan radioen spille i baggrunden mens der laves noget andet.

Multi-tasking – flere programmer på én gang
Android-systemet i HTC Legend understøtter såkaldt “multitasking” – altså at flere programmer er aktive samtidigt. Når “hjem”-knappen holdes nede kommer joblisten frem der viser de seks seneste programmer.

Som standard har systemet altid gang i disse seks programmer – men det er på ingen måde et problem. Heller ikke selvom du f.eks. har flere hjemmesider kørende, musik eller radio i headsettet og måske lige tager et foto der sendes som mails.

Så ja – Legend kan sagtens “tygge tyggegummi og køre på cykel”, uden at køre galt.

HTC Legend nyt artikelfoto
HTC Legend

Send og modtag via Bluetooth

En mangelvare i både HTC Magic, Tattoo og Hero, er muligheden for at sende/modtage billeder til/fra andre mobiltelefoner via Bluetooth-forbindelsen. I Legend er det anderledes – “Bluetooth File Transfer” er nu indbygget som standard.

I fotoalbummet findes afsendelse via Bluetooth under funktionen “del”, der desuden også tilbyder deling via Flickr, mail, Picasa, Twitter, Facebook osv. Når en fil er modtaget, gemmes den i Bluetooth-mappen, som der kan tilføjes en genvej til på forsideskærmen.

Omkring Bluetooth er det dejligt, at man endelig på Android-systemet har fået denne funktion med. Trods alt har det eksisteret på andre mobiltelefoner siden 2000/2001

HTC Legend nyt artikelfoto
HTC Legend

Overraskende god video- og kamerakvalitet

Fem megapixels er kameraets opløsning. Hertil kommer en lille forkølet lysdiode, der skal gøre det ud for blitz.

Forventningerne til kameraets formåen var bestemt på lavpunktet da testen af Legend gik i gang, men undervejs har vi måtte revidere vores opfattelse.

Kameraet er hurtig klar til fotografering og selv objekter i bevægelse formår mobilen at fange, uden at lave “fartstriber”.

Som en ekstra bonus tilføjes længde/breddegrader på billederne når GPS’en er aktiveret. Efterfølgende kan man se, hvor de er taget, ved at bruge “vis på kort”-funktionen.

Fotokvaliteten er godkendt – omend der som på andre telefoner, stadig er en udfordring ved dårlige lysforhold.

Helt overraskende optager HTC Legend video i en rigtig fornuftig kvalitet. For de teknisk interesserede kan vi oplyse, at opløsningen er 640×480 pixels (VGA) med 28 billeder pr. sekund i en datastrøm på 1,6 Mbps.

Resultatet er virkelig godt for en mobiltelefon i den prisklasse. Ja faktisk så godt, at ordet “overraskende” kan tages i anvendelse.

Billeder taget med HTC Legend

HTC Legend sceenshot nyt artikelfoto
Screenshot HTC Legend

SMS’erne staves rigtigt

På Legend kan der både skrives SMS-beskeder på et QWERTY-tastatur, hvor alle tasterne er fremme, eller på T9-tastaturet. I begge tilfælde er der dansk ordbog.

Danske ord som f.eks. “færdig” og “spændende” gættes af mobilen, hvis der blot skrives “fardig” og “spandende”.

SMS-delen er også god til at gætte fejlskrivninger. Med andre ord kan man i en kæmpe brandert få ordene stavet rigtigt – også selvom de rigtige taster langtfra rammes.

Beskederne samles i indbakken som ‘samtaler’ under kontaktpersonens navn. Samtidtig kan korrespondensen med en bestemt person, læses under vedkommendes “kontaktkort” hvor også de seneste Facebook-opdateringer, mails og øvrige informationer er samlet.

MMS kan både sendes og modtages og de såkaldte “wap push”-beskeder som f.eks. nyhedsopdateringer fra TV 2, er også en del af SMS-systemet på Legend.

HTC Legend nyt artikelfoto
HTC Legend

Konklusion: HTC Legend er et hit

Jeg har gjort alt tænkeligt muligt for at få Legend til at fejle hvor en genstart har været nødvendig. Men uanset hvad den er blevet udsat for, har den løst opgaven.

Selv batteritiden er fornuftig. Jeg bruger mobilen RIGTIG meget til ALT i løbet af en dag – og alligevel kan der være op mod 30 procents strøm tilbage om aftenen – på Hero var jeg typisk nede på fem procent ved sengetid.

Den samlede pris for HTC Legend starter omkring 3.000 kroner – hvilket er billigt! Legend giver hele vejen igennem “value for money” og har alle de værdier der skal til, for at skabe en salgs- og brugersucces.

Seks ud af seks stjerner!

Se også: Web-TV med HTC Legend

3 GODE TING:
 – Lækkert design
 – God touchskærm med flot billedekvalitet
 – Stabil drift og rimelig battertid

3 DÅRLIGE TING:
 – Knapperne under skærmen er ‘underlige’
 – Headsettet i salgspakken er i dårlig kvalitet
 – Kun 2 GB hukommelse med i salgsæsken

Mere til fortællingen

Som i alle gode eventyr fortsatte historien. mobilsiden kørte videre med bolden. 23/3/2010 kørte vi sagen Nokia X6 – Comes Without Music (mobiltest) – Næste artikel om temaet finder du her. Tjek også seneste nyt om emnet ved at klikke her..