Samsung Omnia 7 – Windows Phone godt på vej (mobiltest)

TEST: Windows Phone 7 er flot og enkelt bygget op. Omnia 7 er det bedste bud på en Windows Phone, selvom der er mangler i systemet.

Samsung Omnia 7 – Windows Phone godt på vej (mobiltest)

Glem alt, hvad du tidligere har troet om Microsoft og deres forsøg på mobilmarkedet. Windows Phone varsler nye tider og kan med tiden blive en seriøs spiller.

Det ydre på Samsung Omnia 7 er bedre designet end Android-mobilen Galaxy S. Alene det, at bagsiden er udført i metal, hæver kvalitetsfølelsen betragteligt. Om man så bryder sig om det firkantede design er en smagssag.

Skærmen er af den lækre Super AMOLED-type (800 x 480 pixels), som aktuelt er i superligaen, når det drejer sig om skærmkvalitet. I praksis betyder det, at man også i dagslys tydeligt kan se indholdet, og at farverne står virkelig flot.

Generelt fejler specifikationerne ikke noget, dog med undtagelse af hukommelsen. Der er kun 8 GB indbygget hukommelse, og denne kan ikke udvides med hukommelseskort. 8 GB er næsten ingenting, når først ens billeder, musik, videoer og podcasts, skal med i lommen.

Vi kan kun håbe på, at Samsung kommer med 16 og 32 GB udgaver af Omnia 7.

Hermed runder vi specifikationerne af – det er jo blot hardware.

Det rigtigt interessante er selve Windows Phone-systemet, da hardware-kravene et langt stykke hen af vejen er dikteret af Microsoft. Derfor vil hardwaren i de forskellige Windows Phones være meget ens.

Samsung Omnia 7, Windows Phone 7, Microsoft
Forsiden på Windows Phone 7, Samsung Omnia 7

Brugerfladen i Windows Phone

Windows Phone består af en forside med “fliser” – vi kunne kalde dem “vinduer”, samt en liste over de installerede programmer.

Fliserne bruges primært som genveje til programmer og bogmærker. Brugeren kan tilføje nye genveje til forsiden, samt flytte rundt på de eksisterende. Det er også muligt at skifte farve-layoutet.

Windows Phone har som sådan ikke widgets, men nogle af standardikonerne som mail, opkald og SMS, kan vise antallet af ulæste hændelser.

Betjeningen er flydende og glidende på et niveau, som kun sjældent er set. Min påstand er, at Windows Phone opleves endnu mere smooth, end iOS på en iPhone. Overgangene er flotte, ikke være irriterende, og der er på alle områder i brugerfladen, kælet for disse detaljer.

Samsung Omnia 7, Windows Phone 7, Microsoft
Opkaldslisten

Betjeningen er uhyggelig enkel

Brugerfladen, der som samlet udtryk hedder “Metro”, og er et bud fra Microsoft på, hvordan et nyt mobilsystem skal se ud. Apple bragte en revolution til mobilerne med den første iPhone, fordi avanceret betjening blev gjort enkel – nu har Microsoft gjort det samme.

Metro er HELT sin egen og er på ingen måde en kopi af noget, vi har set før. Derfor kan man ikke anklage Microsoft for at have stjålet fra Android, Symbian elle iPhone. Derimod har Microsoft kopieret Apples grundprincip om enkelthed – og det er lykkedes!

Uden noget forhåndskedskab til Windows Phone kan alle mennesker bevæge sig rundt i system, og forstå, hvad der foregår.

Hvis det i et program er muligt at bladre fra side til side, kan man se lidt af den efterfølgende skærmside til højre. Det får ganske simpelt brugerne til at trække i skærmbilledet – helt uden det skal forklares først.

I SMS-delen vises kun ens aktuelle samtaler, fordelt efter kontaktnavn med den nyeste øverst. Det eneste ikon på skærmen er et plus-tegn (+) – et tryk opretter en ny SMS. Samme princip findes i opkaldsoversigten. Ud for hvert navn ses et telefonrørs-ikon. Igen er det intuitivt, at man blot skal trykke på dette, for at ringe op. Trykkes i stedet på kontaktnavnet åbnes informationerne om kontaktpersonen.

Jeg oplever Metro-brugerfladen i Windows Phone som stilsikker og gennemtænkt. Der er intet uvæsentligt på skærmen, og der skal ikke rodes for at finde det, man mangler.

Jeg er helt sikker på, at denne enkelthed, bliver det store salgs-argument for Windows Phone.

Windows Media Player er ude

Microsoft lavede i fordoms tid Windows Media Player – en hæderlig musikafspiller, men langt fra mere end det. Uoverskueligheden specielt i forhold til mobile enheder er larmende. Ikke et under, at iTunes fik så stor succes.

I forhold til Windows Phone har Microsoft bygget videre på medieafspilleren Zune HD, som fik nogenlunde succes i USA, hvor den kom på markedet.

Den gamle Windows Media Player, er altså sendt på pension – kodeordet for medier er fremadrettet “Zune”.

Samsung Omnia 7, Windows Phone 7, Microsoft
Musikafspilleren på Windows Phone 7

Zune på mobilen

Mediedelen optræder på mobilen under Zune-navnet og er opdelt i fem punkter (music, videos, podcasts, radio, markedplace). Indholdet i kategorierne modsvarer naturligvis overskriften.

Enkeltheden, som jeg tidligere har beskrevet, er i høj grad også nået ind i Zune. Det er både overskueligt, enkelt og ikke mindst flot lavet. Microsoft har ikke snasket tingene ind i muligheder, men holdt sig til det helt simple.

Det skal dog siges, at Zune på nogle områder er blevet lidt for simpel. F.eks. kan der ikke laves playlister direkte på mobilen, her skal man have fat i computeren. Der er heller ikke nogle justeringsmuligheder i forhold til lyden. Til gengæld kan musikken fint spille i baggrunden, mens der tjekkes mails eller surfes på nettet.

Lydkvaliteten er ikke den bedste jeg har hørt fra en mobil eller mp3-afspiller. Men der er mine forventninger også skyhøje.

I forhold til video- og podcast-delen er der intet at udsætte, men jeg synes ikke modtage-forholdene på FM-radioen er helt optimale.

Jeg synes i øvrigt også det er irriterende, at f.eks. podcasts ikke kan subscribes og hentes direkte på mobilen – træls at det hele SKAL forbi computeren først.

Zune på computeren

…er en oplevelse. Brugerinterfacet er både flot og brugbart. Efter at have set på det i et stykke tid, er min konklusion, at det i opbygning og enkelthed slår iTunes. Der er givetvis en masse, som er uenige i dette synspunkt – men det gennemsyrer Zune, at der virkelig er tænkt over tingene.

Har du en sang, playliste eller video, så skal den bare trækkes over på mobilsymbolet, for at blive overført til mobilen. Det kan næppe gøres bedre.

På flere punkter er det dog også tydeligt, at dette er første version. F.eks. bliver man ikke advaret, hvis man trækker en sang to gange ind på en playliste.

Der kan let tilføjes links til podcasts, men man skal aktivt trykke subscribe, inden de opdaterer automatisk.

Derimod er det en fornøjelse, at den selv synkroniserer indholdet, når USB-kablet tilsluttes. Og hvis computeren er på samme trådløse netværk som mobilen, synkroniserer den automatisk trådløst, når opladeren har været tilsluttet i ti minutter.

Udover iTunes er Zune den bedste medieintegration vi endnu har set i en mobilenhed. Her har Android LANG vej igen.

Samsung Omnia 7, Windows Phone 7, Microsoft
Internet på Samsung Omnia 7

Internet uden Flash

Internet Explorer på mobilen giver en god helhedsoplevelse af helt almindelige hjemmesider.

Fuldkommen som på så mange andre mobiler kan der panoreres, zoomes osv., men blandt irritationsmomenterne kan nævnes, at en artikeltekst ikke tilpasses skærmbredden. Det betyder en masse scoll fra side til side, hvilket er beskæmmende for brugeroplevelsen.

Manglen af Adobe Flash er også mega meget ØV. Ikke engang YouTube-klips kan spilles direkte i browseren.

I en moderne smartphone er internet det vigtigste, og her er Windows Phone endnu ikke på omgangshøjde med konkurrenterne. Dertil kommer, at indlæsningstiden ikke er blandt de hurtigste på markedet.

Samsung Omnia 7, Windows Phone 7, Microsoft
Eksempel på app download på Windows Phone 7

Den manglende markedsplads

Windows Marketplace er endnu ikke åbnet i Danmark og det er bare ikke godt nok! En smartphone lever af applikationer, der kan gøre den personlig.

Som vi tidligere har beskrevet, er det utroligt let, alligevel at få adgang til de gratis apps i Windows Marketplace – hvilket gør det endnu mere fustrerende, at Microsoft i det mindste ikke bare som standard, har åbnet for denne del.

Blandt de gratis applikationer findes en række både gode, og for mange brugere uundværlige. Jeg nævner i flæng den officielle Twitter, Microsofts Facebook for Windows Phone, YouTube, vejret osv. Også det danske sportstracker-program Endomondo, er på vej ud til Windows Phone.

Køber du en Windows Phone, anbefaler jeg derfor, at du allerede fra starten, gennemtvinger dig adgang til Windows Marketplace.

Samsung Omnia 7, Windows Phone 7, Microsoft
Mail på Windows Phone 7, Samsung Omnia 7

Scorer point på mail

Selvom Samsung Omnia 7 på Windows Phone-systemet ikke er en perfekt mobil, er der undervejs højdepunkter – mailsupporten er et af dem.

Stort set alle mailbokstyper er understøttet, dvs. Microsoft Exchange, Windows Live (tidligere Hotmail), Gmail, Google Apps, Yahoo! Mail, POP3, IMAP m.v. Men der er ingen tvivl om, at det bedste setup er at køre Windows Phone op mod en Exchange-server.

Personligt har jeg brugt Googles professionelle løsning Google Apps på mobilen. Det har givet perfekt synkronisering af kalender, kontakter og mails – men det er klart, at nogle af Googles features som etiketter og arkiver funktionen, mangler.

Selve mailboksen er bygget op med mulighed for at sortere på “ulæste”, “markerede” (flagged) og “vigtige”. Det sker blot ved at swype fingeren fra højre mod venstre.

Under oprettelse af mails kan der vedhæftes filer fra fotoalbum og som i resten af telefonen, er opbygningen enkel og stilren.

På forsiden kan placeres en genvej til mailboksen, der hele tiden viser antallet af nye beskeder.

Windows Phone har i øvrigt support for flere mailadresser på én gang.

Samsung Omnia 7, Windows Phone 7, Microsoft
Facebook oversigt på Windows Phone 7, Samsung Omnia 7

Godt kamera men ustabile funktioner

Fire sekunder fra lommen, til billedet er i kassen, er målsætningen fra Microsofts side omkring kameraet. Det mål er man ikke nået endnu.

Generelt har kameraet de funktioner, der forventes af en moderne mobil, men Samsung Omnia 7 har i den version vi testede, en tendens til ikke at ville gemme indstillingerne. F.eks. går den i videooptageren konsekvent tilbage på VGA, selvom man har sat den på HD720p.

Kvaliteten af fotos er rimelig god, men fotolyset bør ikke anvendes da det totalt overbelyser motivet. 

Fotogalleriet kan åbnes direkte fra kamerafunktionen, og det er muligt at sende billeder som mail og uploade til Skydrive og Facebook. Desværre kan videoer ikke uploades direkte til YouTube.

Billeder taget med Samsung Omnia 7

Samsung Omnia 7, Windows Phone 7, Microsoft

Vildt lang batteri-tid

I Samsung Omnia 7 sidder et batteri på 1500 mAh – hvilket er et forholdsvist kraftfuldt batteri.

Jeg er imponeret over, hvor lang tid mobilen kan holde strøm. Jeg har formået at holde liv i Omnia 7 i omkring 35 timer – hvilket er højest usædvanligt for en smartphone. 16-18 timer er normalt det maksimale på konkurrerende mobiler – ved mit brug altså – og jeg sparer ikke på noget.

Mine mobiler kører altid push-mail, synkronisering, Facebook, Twitter m.v. Ja, alt der kan bimle og bamle, gør det.

Vi har opnået tilsvarende resultater med LG Optimus 7, der også kører på Windows Phone systemet.

Windows Phone har mangler

Langt fra alt er perfekt i Windows Phone. Det mest tydelige er naturligvis manglen på applikationsbutik og musikkøb. Men under overfladen gemmer sig flere udfordringer.

F.eks. er der ingen smartdial (stav navnet på opkaldstasterne), kalenderen har ikke ugevisning, i kontakter (people) kan man ikke lige bladre ned til et bogstav, ved at trække i en scrollbar i højre side og i Maps er der ingen ordenlig søgefunktion. Derfor er det eneste Maps kan bruges til at se, hvor man aktuelt er. Desuden får man ingen navigationsfunktion med i pakken.

Det er også en KÆMPE mangelvare, at der ikke kan benyttes SD-hukommelseskort – man skal altså nøjes med den indbyggede hukommelse.

Samsung Omnia 7, Windows Phone 7, Microsoft

Konklusion: Omnia 7 er det en om-ni-ja?

Samsung Omnia 7 GT-I8700 med Windows Phone 7 ER et godt produkt, trods de mangler der her i mobiltesten er beskrevet.

Hvis du køber Omnia 7, så husk, at den taler engelsk og kommer aldrig til andet.

Jeg har flittigt brugt denne smartphone og levet med begrænsningerne. Glæden ved den enkle opbygning, lette og lækre betjening og ikke mindst den laaaange batteritid, har overskygget udfordringerne i systemet.

Omnia 7 er den mest overlegne Windows Phone på markedet i Danmark. Skærmen og batteriet er væsentligt bedre end hos konkurrenterne. Men det er også en dyr sag.

Windows Phone har potentiale til at blive et mobilsystem, der kommer snigende af ind af bagdøren. Det vil særligt tiltale dem, som har fokus på produktivitet og enkelthed, fremfor farver og striber.

Fire (store) stjerner ud af seks mulige.

Læs også anmeldelserne af de andre Windows Phone-mobiler:
LG Optimus 7 – Den første WP7-mobil (mobiltest)
HTC Trophy – Windows Phone rykker (mobiltest)

Web-TV: Kort preview på Samsung Omnia 7


Bemærk: Dette indslag er uden lyd.

Historien er ikke slut

Som sagen vendes og drejes, kommer der nye vinkler om emnet. mobilsiden fortsatte fortællingen. Allerede d. 27/10/2010 publicerede vi en opfølgning med historien; Samsung Omnia 7 – lækker Windows Phone (Første indtryk) – Artiklen kan læses her. Få også seneste nyt i sagen her..