Google står over for to gigantiske milliardbøder

Et advokatfirma rejser et erstatningskrav på op mod 180 milliarder kroner mod Google på vegne af udgivere af nyhedsindhold. Samtidig får EU-Kommissionen medhold i en appelsag mod Google.

Google står over for to gigantiske milliardbøder

It-giganten Google er kommet i et gevaldigt juridisk stormvejr. Tirsdag blev søgegiganten præsenteret for et søgsmål, der kan koste Google op mod 186 milliarder kroner. Samtidig er EU-Retten i dag kommet med en vigtig afgørelse i en anden appelsag, der koster Google 4,125 milliarder kroner.

Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?

Advokatfirma kræver 180 mia. i erstatning på vegne af udgivere

Den helt store hovedpine for Google er advokatfirmaet Geradin Partners, som tirsdag annoncerede, at det i de kommende uger vil rejse et erstatningskrav på op til henholdsvis 126,4 milliarder kroner i EU via en hollandsk domstol og op til 52 milliarder kroner i Storbritannien. Det samlede erstatningskrav kan altså nå næsten 180 milliarder kroner.

Erstatningskravet er rejst på vegne af udgivere af nyheds- og magasinindhold. Det sker, efter den franske konkurrencemyndighed i juni 2021 pålagde Google en bøde på 1,6 milliarder kroner for at have udvist konkurrenceforvridende adfærd inden for det såkaldte ad tech – altså Googles område for digital annoncering.

Ifølge dommen misbrugte Google sin markedsledende position på markedet og pressede annoncører på deres indtægter ved forhindre konkurrence på området for annoncebørser, hvilket kunne have tilskyndet Google til at sænke sit høje AdX-gebyr på omkring 20 procent.

Google undertrykte samtidig også visninger af konkurrerende annoncebørser, der kræver lavere gebyrer end Google selv.

“Det er på tide, at Google påtager sig sit ansvar og betaler den skade, som det har påført denne vigtige branche. Derfor annoncerer vi i dag disse søgsmål på tværs af to jurisdiktioner for at opnå erstatning til udgivere i EU og Storbritannien,” siger Damien Geradin fra advokatfirmaet Geradin Partners.

Alle udgivere, der har lidt tab, kan kræve erstatning

På baggrund af den franske afgørelse søger Geradin Partners nu erstatning for de økonomiske tab, som udgivere har lidt som følge af Googles praksis på annonceområdet. Advokatfirmaet har fået finansieret søgsmålet mod Google gennem Harbour, som yder ekstern procesfinansiering.

Advokatfirmaet inviterer alle udgivere, som har lidt tab som følge af Googles praksis, til at slutte sig til søgsmålet i Holland. I Storbritannien vil alle hjemmesideejere, der anvender annoncering, være berettiget til erstatning i tilfælde af, at der tilkendes erstatning.

Google har over for Reuters kritiseret de igangværende retssager, der kulegraver virksomhedens annonceforretning:

“Denne retssag er spekulativ og opportunistisk. Når vi modtager klagen, vil vi bekæmpe den energisk,” oplyser en talsperson fra Google.

Læs også: EU og Storbritannien undersøger lyssky annonceaftale mellem Google og Meta

EU-Kommissionen vinder appelsag mod Google

Onsdag var også en skæbnens dag for Google, da EU-Retten kom med sin afgørelse i en længerevarende retssag mellem EU og Google. I juli 2018 pålagde EU Google en bøde på 32 milliarder kroner for at have anvendt kontrakter med Android-mobilproducenter, som forhindrede konkurrence til Android-platformen.

Sagen er en ud af i alt tre retssager mellem EU og Google. Google tabte i en anden retssag, der kostede søgegiganten en bøde på 17,8 milliarder kroner. Den tredje sag mellem Google og EU, som fortsat kører, omhandler en såkaldt Jedi Blue-annonceaftale, som Google havde med Meta, Apple og Amazon.

Margrethe Vestager, konkurrencekommissær og næstformand i Europa-Kommissionen, tabte en sag mod chipproducenten Intel i januar, og i juni led EU endnu et nederlag mod Qualcomm. Både EU og Google havde derfor brug for en sejr ved dagens afgørelse af appelsagen, beretter Reuters.

Det var dog Europa-Kommissionen, der fik medhold af EU-retten. Google fik dog også en lille sejr, da bødestørrelsen blev nedsat fra 4,34 milliarder kroner til 4,125 milliarder kroner. Kendelsen kan dog ankes til EU-Domstolen, og sagen er derfor ikke nødvendigvis endegyldigt afsluttet.

Læs også: Nyheder om international tech