Kommer der nu reklamer i Gemini?

Et nyt rygte har sat gang i spekulationerne om, at Google vil begynde at vise reklamer i Gemini allerede i 2026. Men er det rigtigt?

Kommer der nu reklamer i Gemini?

Google har aldrig været bange for at vise reklamer i sine tjenester, tværtimod er annoncer selve grundlaget for virksomhedens forretning.

Derfor giver det god mening, at rygter om reklamer i Google Gemini skaber stor opmærksomhed. Men er der reklamer på vej i Gemini? Vi kigger nærmere på det.

Se også: Google Gemini 3 sætter rekord

Rapport: Google vil bringe reklamer til Gemini i 2026

Gemini, Googles store AI-satsning, blev lanceret som virksomhedens næste generations assistent, der skal erstatte Google Assistent og implementeres i en lang række af  Google-tjenester. På kort tid har Gemini udviklet sig fra en ren chatbot til en bred platform med multimodale funktioner, betalte Pro-modeller og dyb integration i Googles økosystem.

Lige nu er Gemini gratis at bruge og der er ingen reklamer at finde deri. Men kender man Google ret, er det blot et spørgsmål om tid – og måske den tid kommer til næste år.

Ifølge Adweek har Google nu i al stilhed fortalt større annoncører, at der er reklamer på vej til Gemini med forventet lancering i 2026. Meldingen skulle angiveligt have indeholdt de første idéer om betalte placeringer og nye annonceformater tilpasset en samtale-baseret AI, som en del af en bredere strategi for at gøre AI-assistenten rentabel.

Se også: De absolut bedste Android-mobiler med Gemini

Google afviser rygtet

Google afviser dog historien om, at der er planer om at bringe reklamer til Gemini i 2026. Dan Taylor, Googles globale VP for Ads, kalder rapporten “forkert” og “baseret på anonyme, misinformerede kilder”.

Han understreger, at Gemini ikke viser reklamer, og at Google ingen aktuelle planer har om at ændre det.

Selvom Google holder fast i, at Gemini forbliver annoncefri, afviser selskabet ikke, at det kan ændre sig i fremtiden. Google tester allerede annoncer i Search’s AI Mode og har historisk altid søgt nye måder at integrere annoncer i sine største produkter.

Konklusion er altså, at der Gemini, indtil videre, er reklamefri, men det kan ændre sig i fremtiden.

Hvilken AI-chatbot skal du bruge?

ChatGPT er den klart mest populære AI-chatbot, men er den også den bedste? Nej, faktisk er der andre bedre AI-apps og AI-chatbots. Se de bedste AI-apps og AI-chatbots.