BMWs nye elbil vækker vild købelyst

BMWs nye iX3 er blevet et kæmpe hit, før den overhovedet er landet. Efterspørgslen eksploderer, og nu jagter BMW løsninger for at skrue produktionen op.

BMWs nye elbil vækker vild købelyst

BMW havde forventet stor interesse for sin nye Neue Klasse-generation, men angiveligt ikke så stor.

Den kommende BMW iX3, som bygger på mærkets vigtigste elbilplatform nogensinde, er blevet et regulært tilløbsstykke og BMW har fået rekordmange forudbestillinger.

Se også: Test af ny BMW iX3

Sensationel efterspørgsel på BMW iX3

BMW løftede tilbage i starten af september sløret for en ny generation af elbiler, hvor SUV’en iX3 er den første model. Den nye BMW iX3 byder på nyt design, ny teknologi, et kæmpe spring i effektivitet, en WLTP-rækkevidde på op til 805 km, lynhurtig 400 kW opladning og en pris, der ikke stikker helt af.

BMW havde uden tvivl store forventninger til den nye SUV, men angiveligt er forhåndsinteressen i Europa helt uden fortilfælde, afslører Mike Reichelt, der er projektchef på den nye bil.

Han fortæller, at BMW modtager flere forudbestillinger på iX3 50 xDrive, der er den første variant, end man gjorde på både den nye 1-serie, 5-serie og X3 tilsammen. Købere fra hele Europa rejser til biludstillinger kun for at få et kort kig, før de trykker “forudbestil”-knappen, uden at have testkørt bilen, som koster fra 599.900 kr.

BMW må skrue op for produktionen

Den voldsomme efterspørgsel har sat gang i hektisk planlægning hos BMW. Produktionen ligger i en helt ny fabrik i Debrecen i Ungarn, og den kan ikke bare skrues op fra dag til dag.

Derfor undersøger BMW nu, om yderligere Neue Klasse-fabrikker i Kina, USA eller Tyskland kan åbnes tidligere end planlagt, så ventetiderne ikke løber løbsk.

BMW har meldt ud, at lanceringen af den nye iX3 i Danmark vil ske i marts 2026.

Se også: Alle elbiler fra BMW i Danmark

BMW iX3 kan blive 70.000 kr. billigere

Indtil videre er den eneste variant af BMW iX3 50 xDrive, som forventes at lande herhjemme i marts til næste år, men modelprogrammet stopper ikke dér.

Fra 2027 udvider BMW nemlig med billigere udgaver af iX3, både med baghjulstræk og med et mindre batteri. Det betyder kortere rækkevidde og lavere ydeevne, men en mere overkommelig pris. Der forventes også en topmodel i M-serien.

Det store spørgsmål er, hvad en basismodel af BMW iX3 kan koste? BMW har endnu ikke meldt priser ud, men det er vores forventning, at den med både mindre batteri og baghjulstræk kan blive 70.000 kr. billigere, og dermed koste fra 529.900 kr.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af BMW iX3

Alternativer til BMW iX3

Der er flere gode alternativer til den nye BMW iX3. Se de bedste elbiler af typen SUV herhjemme lige nu.

Vi anbefaler:
10 grunde til at købe en elbil fra BMW
Priser på de billigste elbiler i Danmark
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Test og anmeldelser af elbiler
Sammenlign elbiler på pris og kvalitet