Disney+ kommer til Samsungs smart-tv i Danmark

Danske ejere af smart-tv fra Samsung kan glæde sig over at få adgang til Disney+ fra 15. september. Se listen over alle enheder, som Disney+ virker på.

Disney+ kommer til Samsungs smart-tv i Danmark

Når Disney+ kommer til Danmark 15. september, bliver det med mulighed for at streame indholdet direkte fra Samsungs nyere smart-tv. Det bekræfter Samsung.

”Med tilføjelsen af Disney+ til Samsungs Smart TV i Norden får folk nu endnu flere valgmuligheder. Det unikke indhold fra Disney+ kombineret med teknologien i Samsungs TV kommer til at levere oplevelser med fantastiske farvenuancer og lysstyrke i 4K HDR. Samsung Smart TV i Norden tilbyder endnu engang den bedste vifte af kvalitetsunderholdning,” siger Magnus Nilsson teknisk produktchef TV/AV hos Samsung Nordics.

Det vil være alle Samsungs smart-tv fra 2016 og fremefter, der understøtter den nye streamingtjeneste. Alt du skal gøre er at åbne App Store, søge efter Disney+ og downloade streamingtjenesten, efter den er gået i luften i Danmark 15. september.

Disney+ vil være i stand til at streame indhold i op til 4K, hvilket vil tage sig særligt godt ud på netop et tv.

Læs også: Streamingtjenesten Disney+ kommer til Danmark 15. september

Disse enheder understøttter Disney+

Det er dog langt fra kun Samsung-tv, der understøtter Disney+. Faktisk er LG-tv fra 2016 eller med WebOS 3.0 eller nyere også understøttede.

Det samme er Android TV-styresystemet, så du kan downloade appen direkte fra Play-butikken på visse tv fra blandt andet Sony, Philips og TCL.

Der er naturligvis også mulighed for at tilgå Disney+ via webbrowseren, og på din Android-mobil eller iPhone kan du også downloade appen dertil. Sidst, men ikke mindst, understøtter Disney+ også Chromecast og Apple AirPlay, ligesom du også kan bruge Disney+ på øvrige produkter såsom Apple TV, Roku, PlayStation 4 og Xbox One.

Disney+ kan forudbestilles til en særpris på 480 kroner for et helt år. Normalprisen for et års abonnement er 589 kroner.

Streamingtjenesten giver adgang til mere end 1.000 film og serier fra Disney, Pixar, Marvel, Star Wars og National Geographic.

Læs også: Disney+ imponerer i test – Her er et overblik