Mere super-power på vej ind i mobilerne
Mobiltelefoner som er langsomme, hakker i videoafspilningen eller som ikke er flydende i 3D-spil, er voldsomt irriterende og fremmer ikke ligefrem lysten til at bruge dem.
Derfor arbejder producenterne af mobiltelefoner og hardware på at forbedre ydelsen, uden det går for meget ud over batteritiden.
Senest har Samsungs hardware-afdeling annonceret en ny processorchip med to kerner, såkaldt “Dual Core”, på 1 GHz. Det betyder, at processoren i forhold til en almindelig 1 GHz-processor, som kun har én kerne, kan lave endnu flere beregninger.
Gevinsten for brugeren er full HD video-afspilning, bedre ydelse i 3D spil som kan blive endnu mere avancerede, end det vi kender i dag, og ikke mindst videooptagelse i 1080P – det vil sige “fuld HD”.
Samsung fortæller, at der i den nye 1 GHz Dual Core Cortex A9 processor også er taget hensyn til, at strømforbruget ikke skal løbe løbsk, med dårlig batteritid til følge.
Den kommende 1 GHz Dual Core processor kan anvendes i mobiltelefoner, såvel om netbooks og Tablet Computere.
Samsung Orion, som processoren også hedder, kan købes ind af mobilproducenterne i fjerde kvartal i år. Det forventes, at chippen kan masse-produceres i første halvdel af 2011.