Strandede danskere fandt mobilen frem
Fredag og lørdag steg antallet af opkald fra udlandet til Danmark med henholdsvis 69 og 122 procent i forhold til weekenden før. Sådan lyder udmeldingen fra TDC.
Teleselskabet vurderer, at den markante stigning skyldes de mange danskere, der er fanget i udenlandske lufthavne på grund af vulkanasken fra Island. Det inkluderer ikke kun ferierejsende, men også forretningsfolk, der giver familien besked om, at de ikke kommer hjem i weekenden, som de plejer.
– ”Da mange forretningsfolk er strandet rundt omkring i verdens lufthavne, er trafikken i taletid forholdsvis højere i weekenden, end den er på en hverdag, hvor de alligevel normalt ville være væk fra familien,” siger TDC-pressemedarbejder Per M.E. Christiansen ifølge Ritzau.
Danskernes sms-beskeder fra udlandet steg desuden med 36 procent fredag, mens tallet var 45 procent højere lørdag.
TDC oplevede ligeledes en stigning i antallet af opkald fra Danmark til udlandet. 83 procent flere om fredagen og 109 flere om lørdagen.