Advarsel: Døende mobilbutik fusker videre
Mobilbutikkken Phoneshop.dks ejer, Webpriser ApS, er under tvangsopløsning, men det forhindrer ikke web-shoppen i stadig at gennemføre bestillinger på sitet og tage imod betaling. Det skriver Ekstra Bladet.
Derfor advarer E-handelsfonden nu på det kraftigste mod at lade sig lokke til at købe noget på Phoneshop.dk.
Phoneshop.dk har fået frataget e-handelsmærket, men bruger det stadig på deres web-shop. Klikker man på mærket bliver man ledt videre til en advarsel fra E-handelsfonden, der gør opmærksom på, at butikken misbruger mærket.
Kunderne advarer
Også Trustpilot.dk er blevet opmærksomme på problemet og advarer kunderne mod at handle hos Phoneshop.dk.
På Trustpilot.dk kan kunderne anmelde online-virksomheder, og man kan derved advare andre forbrugere, hvis man har dårlige erfaringer med et site.
Der er 30 brugere på Trustpilot.dk, der har anmeldt web-shoppen, og det er ikke kærlige ord, butikken får med på vejen.
– “Lad være med at købe fra dem,” skriver en bruger, kort og kontant.
Den totale vurdering af Phoneshop.dk ender på Dårlig med én ud af fem stjerner.