LG Etna afsløret: Android-mobil med QWERTY
En ny Android-mobil fra LG er blevet spottet i Vodafone-standen på IFA-messen i Berlin. Navnet er Etna.
Indtil videre er der ikke meget information at hente om specifikationerne, men ifølge Phandroid.com er Etna udstyret med en 3″ touchscreen, et fem megapixels-kamera, Bluetooth og et QWERTY-tastatur, der kan skydes ud.
Engadget Mobile kan fortælle, at LG Etna vilblive frigivet inden jul – i hvert fald på det tyske marked.
IFA-messen har imidlertid også løftet sløret for en anden LG-mobil.
Der er tale om LG GM750, der går under kodenavnet Layla og kører Windows Mobile 6.5. De kendte specifikationer tæller en 3″ touchscreen, et fem megapixels-kamera med autofokus, Wi-Fi og accelerometer.
Ifølge wmpoweruser.com er Layla foreløbig annonceret som et eksklusivt produkt til Vodafone i Storbritannien.