Telia fik kunder til at sove over sig
Mange svenske Telia-kunder, der bruger mobiltelefonen som vækkeur, sov for længe her til morgen. Det skriver business.dk.
En fejl på en af selskabets servere betød, at et forkert signal blev sendt ud til kundernes telefoner, der fik stillet uret op til to timer tilbage.
Fejlen, som især gik ud over kunder i Östre Svealand og Gotland, var forårsaget af Telias it-medarbejdere, der arbejdede på serveren i nat.
– “Klokken otte slukkede vi for signalet, så der nu ikke sendes noget signal i de berørte områder. Kunderne må derfor stille tiden på mobiltelefonerne manuelt for at få den rette tid,” siger Hans G. Larsson, informationsansvarlig ved Telia i Sverige, ifølge business.dk.
Han oplyser ydermere, at kunderne ikke skal forvente kompensation, selv om de eventuelt skulle være kommet for sent på arbejdet eller har misset et fly.