Nokia klar med billig touchmobil
Nokia har annonceret en ny touchmobil. Navnet er Nokia 5230, og den kan håndtere musik, foto og video såvel som Facebook og MySpace.
5230 har ligeledes direkte adgang fra startmenuen til Nokias Ovi Store, hvor applikationer og spil kan downloades.
Dertil kommer A-GPS og den seneste version af Ovi Maps med terrænkort til navigation for både fodgængere og bilister.
Skærmen er 3,2″, og kameraet skyder med 2 megapixels. Musikafspilleren skal efter sigende kunne spille i 33 timer, og der er mulighed for at tilslutte egne høretelefoner via et 3,5 mm jackstik.
Nokia 5230 bliver produceret i flere forskellige farver, og den vejledende udsalgspris er ca. 1.400 kroner uden abonnement.
Den nye touchmobil forventes at komme på markedet i fjerde kvartal 2009.