Nu sendes harddiskoptageren på pension
Markedet for TV er i en rygende udvikling. Boxer har præsenteret “vælg-selv”-tv, og YouSee giver alle deres kunder gratis adgang til digitalt tv-signal i hele hjemmet.
I efteråret lancerer YouSee en ny feature kaldet “TV Arkiv” for sine 1,1 millioner kunder. Med denne funktion, er det slut med at optage favoritprogrammerne i hjemmet. Det klarer kabel-tv selskabet.
I første omgang indeholder TV Arkiv DR1 og DR2. Kunderne kan frit afspille alle DR’s egenproduktioner som Hammerslag, Sporløs, Aftenshowet, Talent, nyhedsudsendelser osv., og endda stoppe, spole og pause udsendelsen.
Flere funktioner på vej
Når TV Arkiv åbner den 15. september er DR med som pionerer. Senere følger programmer fra andre tv-stationer samt adgang til TV 2 Sputnik. Sidstnævnte kræver et Sputnik-abonnement.
Til Mobilsiden.dk oplyser YouSee, at kommercielle tv-stationer under arkivet kan kræve et særskilt abonnement, for at få adgang til deres arkiv.
Allerede nu kan kunderne dog benytte funktionen StartForfra, hvor alle programmer på 18 kanaler, kan genstartes. Det forventes, at StartForfra senere vil omfatte alle kanaler i fuldpakken.
Prisen…
Skal man have glæde af de nye funktioner kræver det, man får leveret kabel-tv fra YouSee, og har en YouSee-boks under fjernsynet.
Prisen for boks og adgang til TV Arkiv, StartForfra samt et par HD-kanaler, bliver 89 kroner om måneden, inkl. kortafgift.
Læs også
Digitalt-tv bliver gratis hos YouSee
Webtv relanceres til efteråret