Acer forventer Google-mobil i 2009
Tilbage i februar, på Mobile World Congress i Barcelona, trådte computerproducenten Acer ind på mobilscenen ved at præsentere fire telefoner baseret på Windows Mobile. Og allerede dengang var meldingen fra Acer, at hele 10 Windows-baserede mobiltelefoner vil se dagens lys inden udgangen af 2009. Det skriver Bloomberg.com
Men Acer vil åbenbart spille på flere mobiltaster. I hvert fald lyder meldingen fra Aymar de Lencquesaing, som er Acers øverste ansvarlige i mobil-divisionen, at Acer i 2009 også vil være klar med mindst én model med Googles styresystem Android. Lidt kryptisk afviser Acer dog, at der er tale om en officiel udmelding.
De brede intentioner skyldes Acers gigantiske satsning på mobilmarkedet.
Målsætningen er at være blandt de fem største mobiltelefon-producenter senest i 2012. For at nå det mål kræver det ifølge Acer et salg på mellem 20 og 25 millioner enheder om året. Et af Acers argumenter for, at det nok skal lykkes, er deres gode position på computer-markedet.