Køb iPhone eller HTC HD på afbetaling
Ingen renter, ingen opstartsomkostninger eller gebyrer – kun en fast ydelse i 12 måneder. Dermed er den dyre favoritmobil måske indenfor rækkevidde.
Kreditløsningen er netop præsenteret af Telia, som tilbyder kreditaftaler på en række populære, men dyre, mobiltelefoner.
16 GB iPhone eller HTC Touch HD koster 399 kroner om måneden, mens Sony Ericsson C905 ligger på 289 kroner.
…et lille men!
Telia oplyser, at de ikke tjener på mobiltelefonerne, og netop derfor skal man da også tegne et abonnement, for at kunne indgå en kreditaftale.
– “Der er frit valg mellem alle vores abonnementer, med undtagelse af iOn og Basic”, fortæller pressechef Rune Fick Hansen. Han oplyser desuden, at alle produkterne vil være låst til Telias netværk i de første seks måneder af aftalen.
Kunderne er ifølge teleselskabets egne undersøgelser tilbageholdende med at købe de dyre telefoner, fordi de ofte sælges med en høj startomkostning. Med andre ord, så forholder kunderne sig kun til om mobilen koster 1 krone eller 100 kroner – ikke de samlede udgifter i bindingsperioden.