X-Factor: 680.000 vil stemme i aften
Det er ikke længere de tre dommere i DRs populære X-factor, som afgør, hvem der skal stemmes hjem – nu er det ene og alene op til seerne.
DR vil ikke fortælle hvor mange der stemmer i X-Factor, men ifølge tal fra teleselskaberne er det "kun" omkring 100.000-200.000 danskere der har valgt at stemme på deres favorit, ved de shows der indtil nu har været, skriver MetroXpress.
En ny undersøgelse foretaget af Zepera for MetroXpress viser, at i aften vil omkring 40 procent af seerne, svarende til 680.000 personer, vil sidde klar med mobilen og stemme.
Undersøgelsen viser også, at det kun er meget få danskere, eller 14 procent, som har en negativ stemning over for X Factor, mens 66 procent mener programmet er godt eller meget godt. Der er ikke den store forskel på de aldersgrupper, som ser X Factor – dog er der en anelse flere i aldersgruppen 18-39 år.