Udlandstakster er ikke blevet billigere efter EU-indgreb
Teleselskaberne blev nødt til at nedsætte deres udlandspriser, da der pr. 1/8 2007 kom et nyt EU-direktiv at tage hensyn til.
Men hvor prisen førhen var sekundbaseret, er den nu ændret de fleste steder, til at være minutbaseret. Denne smarte manøvre giver forbrugerne en ekstra udgift udtaler forbrugerrådet ifølge Business.dk.
Rasmus Keldahl, Forbrugerrådets formand: "For mig at se, er det en de facto udhuling af EUs indbreb, og en måde at afbøde tabet på. Det betyder, at forbrugerne ikke sparer så meget, som de ellers kunne, og det var ikke meningen med indgrebet".
Han vil nu tage sagen op i den europæiske forbrugerorganisation Beuc, da han håber, at de kan få EU til at bringe sagen op igen.
Minut eller sekundtaksering
Selskaber der er skiftet til minuttaksering på deres udlandstelefoni er blandt andet: TDC, Sonofon, Telmore, Tele2, og 3.
Men et af de selskaber der ikke følger trop er Telia:
– "Vi har tidligere diskuteret om vi skulle følge trop og taksere per minut, fordi vi ville kunne tjene lidt ekstra på det. Vi tjente penge på roaming som det var før indgrebet, og de penge skal vi jo nu hente ind andre steder. Men vi vurderede, at en overgang til minuttaksering ville kunne medføre et imagetab for os, så vi lod være" siger Telia’s kommunikationsdirektør, Anders Monrad Rendtorff til Business.dk
Problemet kommer især frem, da de europæiske selskaber, som de danske her skal handle med, også er gået over til minuttaksering. I EU-regulativet var der ingen regler om minut eller sekundtaksering.