Gratis mobil-tv hos TDC året ud

Kunderne skal lære at bruge mobil-tv. Derfor er tjenesten gratis resten af året.

Gratis mobil-tv hos TDC året ud

TDC har netop sørget for at deres kunder kan se gratis mobil-tv resten af året.

– "Vi vil have kundernes øjne op for de andre tilbud som findes på mobilen, ud over samtaler og sms", siger Anders B. Christjansen, direktør i TDC Mobil, til Mobilsiden.dk.

For at kunne se tv på mobilen hos TDC kræver det en 3G-mobil, et TDC abonnement (dog ikke pre-paid) og så skal du befinde dig i et område med 3G dækning – det vil sige de lidt større byer.

Anders B. Christjansen siger, at tilbuddet skal være med til at positionere TDC og fordoble antallet af mobil-tv brugere. Han vil dog ikke oplyse, hvor mange kunder som allerede nu benytter sig af mobil-tv. Kun at mange ikke kender muligheden.

Under dette års Tour de France var der mange brugere på mobil-tv, men TDC kunne se et fald i tv-seeningen, da den danske cykelrytter Michael Rasmussen blev smidt ud af touren.

De brugere som allerede nu benytter sig af mobil-tv ser i gennemsnit 9-10 minutters tv via mobilen om dagen.

TDC har ikke aktuelle planer om at udbygge det eksisterende kanaludbud.