NFC: Fremtidens mobile betalingsform
For omkring et år siden inviterede Nokia til et pressemøde, som havde den spændende fremtidige teknologi NFC på tapetet. Teknologien kom på dagsordenen igen i dag, da Nokia holdt pressemøde på Hotel Sankt Petri i København.
NFC står for Near Field Communikation. Det betyder oversat til Dansk, at der er tale om en kommunikationsform, hvor objekterne, der kommunikerer, skal være tæt på hinanden. Faktisk forholder det sig sådan, at objekterne skal røre ved hinanden, for at interagere.
Vil kunne lette hverdagen
Idéen bag NFC er, at forbrugerne skal kunne bruge deres mobiltelefoner til hvad som helst – at betale for biografturen, at tilmelde sig forskellige arrangementer, hente information om nye film eller i arbejdsøjemed til at vise, at man har været til stede – alt sammen blot ved at lade mobilen røre ved en form for klistermærke, som skal være placeret de forskellige steder, hvor folk færdes.
Principielt er der ingen grænser for, hvilke muligheder NFC ville kunne åbne for. Forestil dig, at du kan bruge din mobil som betaling i bussen – blot ved at lade den røre ved et klistermærke. Det ville alt andet lige være noget nemmere end at fumle med småpenge til chaufføren. Og så slipper man desuden for at holde styr på billetten – den ligger jo i mobilen.
Der findes også andre områder, hvor NFC vil kunne lette arbejdet for mange mennesker. Forestil dig for eksempel en rengøringsdame, som gør rent forskellige steder hver dag. Hvordan sikrer arbejdsgiveren, at jobbet bliver gjort – at rengøringsdamen rent faktisk møder op? Svaret i dag er kontrol eller administration. Med NFC kunne løsningen være, at rengøringsdamen bruger få sekunder på at lade sig identificere via sin mobil, som hun holder op mod et klistermærke på væggen. Via sin computer vil arbejdsgiveren således kunne se, hvor og hvornår rengøringsassistenten udfører sit arbejde.
Hvad med sikkerheden?
Der er imidlertid også en bagside af medaljen. Når NFC finder vej til Danmark – blandt andet som betalingsform – bliver det en dyr fornøjelse at miste sin mobil. Hvis en tyv får fingrene i et andet menneskes mobil, vil han nemlig kunne boltre sig for dennes penge.
Hos Nokia er man bekendte med den problematik, som ligger i det sikkerhedsmæssige. Ifølge Juha Tammela, som er salgsdirektør for Nokia Field Force Sollution, er det heller ikke meningen, at NFC nødvendigvis skal erstatte al betaling. Man kunne forestille sig, at der lå en kredit-limit på 500 danske kroner på mobiltelefonen. Godt nok ville det være ærgerligt at miste en plovmand, men det må alligevel siges at være et overkommeligt beløb i forhold til flere tusinde kroner.
Man kunne også forestille sig, at mobilen kunne anvendes til alle betalinger, men at man, ved beløb over x antal kroner, skal indtaste sin pinkode. Det ville også kunne give den sikkerhed, som alt andet lige er vigtig med en kommunikationsform som denne.