Elbilerne sætter ny dansk rekord i september
Aldrig har de grønne biler været mere populære i Danmark. I september måned har elbilerne oplevet et stort boost i salget, hvilket har fået dem til at sætte dansk rekord.
Ud af et samlet bilsalg i september 2021 på 14.222 nye personbiler, så var 3.189 af disse elbiler, hvilket svarer til 22,4 procent. Og det er altså den hidtil højeste andel elbiler over en hel måned.
Plug in-hybrider og elbiler fortsætter altså deres indtog på det danske bilmarked, hvor det samlet set stod for 45,3 procent af de solgte biler. Til sammenligning var dette tal på 21,4 procent sidste år.
Læs også: Nordens største messe for elbiler kommer til Danmark
Ladeinfrastrukturen kan blive stopklods
Kigger man på hele tredje kvartal af 2021, så de opladelige biler oppe på 17.190, svarende til 39,6 procent. Og med så stor en fremgang for de grønne biler, så dukker nye bekymringer op.
Det eksplosive salg af opladelige biler stiller høje krav til ladeinfrastrukturen, som ikke må blive en stopklods for den grønne omstilling. I øjeblikket halter udrulningen af ladenetværket efter, og der er brug for handling hurtigt.
“Den voldsomme stigning i grønne biler stiller store krav til ladeinfrastrukturen, som endnu ikke er tilstrækkelig. Selvom der investeres massivt i ladeinfrastruktur, er der stadig problemer med kapaciteten, når salget af opladelige biler går så hurtigt, som det gør. Med de mange investeringer der i øjeblikket foretages i ladeinfrastruktur, er jeg dog optimistisk omkring, at vi i løbet af næste år får en bedre balance”, udtaler Mads Rørvig, adm. direktør, De Danske Bilimportører.
Chipmangel bremser salget
Der er stadig en verdensomspændende mangel på chips, hvilket har stod betydning i mange brancher, også når det gælder biler. Og det betyder, at selvom bilforhandlere i Danmark oplever en stor efterspørgsel, så opleves der i øjeblikket problemer med leverancer fra mange af bilfabrikkernes underleverandører. I nogle tilfælde resulterer det i længere leveringstider på nye biler.
Læs også: Elbiler er op til 40 procent billigere at vedligeholde