Apple vil have provision for app-salg uanset betalingsmetode
Der presses for alvor på overfor selskaber som Apple, når det handler om at implementere tredjeparts betalingsmetoder, når brugerne skal købe apps eller foretage in-app køb. Pointen er, at man ved at tillade tredjeparts betalingsløsninger giver udviklerne mulighed for at benytte alternative betalingsmetoder, så de kan undgå den afgift på 15 eller 30 procent, som Apple tager fra udviklernes salg.
Apple vil have betaling uanset hvad
Det lader dog til, at Apple stadig vil have sin provision, uanset hvilken betalingsmetode udviklerne vælger: Apples egen eller en tredjepart.
Det er i hvert fald sådan det ser ud ifølge en udviklersupportside i Holland, hvor selskabet skriver, at uanset hvilken løsning app-udviklerne vælger, så skal de stadig betale provision til Apple.
Anledningen til opdateringen på den hollandske udviklers supportside er en bestemmelse fra den hollandske Authority for Consumers and Markets, hvor Apple tillader datingapps i landet at benytte alternative betalingsmetoder. Man kan dog gå ud fra, at Apples holdning vil være den samme i andre lande, og at den nok også gælder andet end netop datingapps.
Se også: Hvilken iPhone er bedst?
Beløbet er ikke oplyst
Det er uvist, hvordan Apple har tænkt sig at regne sig frem til provisionen, de skal have, og hvor meget det kommer til at dreje sig om, når betalingen sker via tredjepart.
Som det er nu, tager Apple 30 eller 15 procent. De 15 procent er til de udviklere, der har en omsætning på under 1 million dollars årligt – det er nok tilfældet for de fleste.
Se også: Bedste tilbud på iPhone