OnePlus 5T – en værdig efterfølger [TEST]
Den kinesiske mobilproducent OnePlus har længe været interessant at følge, for selskabet har rutinemæssigt leveret både stærke og prisstærke smartphones.
Nu hvor en ny model er på banen, er det derfor med en vis forventning, at den nye OnePlus-stjerne, OnePlus 5T, pakkes ud og tages i brug. Knapt et halvt år efter at OnePlus 5 udkom, har afløseren en del at skulle leve op til. Kan selskabet mon igen skabe et telefonhit?
Se også: OnePlus 5 – Endnu et sikkert hit [TEST]
Specifikationer OnePlus 5T
Mål: 156,1 x 75 x 7,3 mm., 162 gram
Skærm: 6,01″ AMOLED (2160 x 1080 pixels), 401 PPI,. DCI-P3 gamut
Processor: Qualcomm Snapdragon 835, octa-core op til 2,45 GHz. Adreno 540 grafik
Lagerplads: 64/128 GB UFS 2.1
RAM: 6/8 GB LP-DDR4X
Kamera: 16 MP + 20MP, 2xf/1,7 optik
Frontkamera: 16 megapixels f/2,0 fixfokus
Batteri: 3.300 mAh, 20W Dash-kvikopladning, USB Type-C
Netværk: 2G/3G/4G 600 mbps LTE, Dual-SIM
Styresystem: Android 7.1.1 Nougat, Oxygen OS
Farver: Fås i metalsort (Midnight Black)
Andet: Ansigtgenkendelse, muteknap til notifikationer, Dual-SIM
Pris: 64GB – 3.799 kroner, 128GB – 4.299 kroner
OnePlus 5 blev af mange kritiseret for at læne sig for tæt op af Apples iPhone 7 og dennes karakteristiske design. OnePlus 5T bliver næppe telefonen, der vil få kritikerne til at holde deres mund.
Den er, som navnet antyder, en videreudvikling af OnePlus 5, og som med selskabets T-modeller er der egentlig mest tale om en finpudsning af den allerede eksisterende model.
Udgangspunktet fejler dog ikke noget, 5’erens lækre og slanke metaldesign er lige så lækkert i dag som for et halvt år siden. Man vil dog nemt kunne skelne 5T fra sin forgænger på det større display som OnePlus har fået klemt indenbords.
Her er et 6 tommers display, som med sit 18:9 format deler forgængerens bredde, men som nu fylder mere både for oven og neden af mobilen.
Læs også: Sammenligning OnePlus 5 vs OnePlus 5T
Det nye display tvinger dog OnePlus til at omrokere lidt hist og her. Fingeraftrykslæseren er der ikke længere plads til, så denne er rykket på bagsiden, mens det dobbelte kameramodul rager mere ud en tidligere.
Overordnet set, er operationen dog lykkedes for OnePlus. OnePlus 5T føles lige så slank og elegant som 5’eren, men du får et markant større display med i pakken.
Jack-stikket er desuden stadig at finde her, og her er også den smarte notifikationsslider som kendetegner OnePlus’ telefoner. Mobilen er dog ikke vand- eller støvafvisende som de fleste af dagens toptelefoner er det.
Se også: OnePlus 5T ude med mere display og ansigtsgenkendelse
Ansigtsgenkendelse fungerer
Den bagvedliggende fingeraftrykslæser vil ikke hue alle, hvorfor OnePlus samtidig benytter lejligheden til at inkludere en ny måde at låse telefonen op: ansigtsgenkendelse.
Sådan som teknologien er implementeret her, er den dog ikke nær så avanceret som Apples Face-ID eller Samsungs ditto. Det er selfiekameraet der gør arbejdet her og her er altså ingen snedige infrarøde 3D-sensorer eller iris-scannere.
I praksis fungerer det dog fint. Jeg er blevet genkendt på et splitsekund under de fleste lysforhold, selv med lidt vinkel til mobilen og med briller på. Bliver der mørkt, kan oplåsningen dog vare lidt tid og har du solbriller på, vil det slet ikke fungere.
Løsningen er heller ikke så sikker som visse af alternativerne. OnePlus siger selv, at du må ty til fingeraftryk eller PIN-kode for at foretage betalinger med OnePlus 5T, hvilket indikerer, at der ikke er 100 procents tiltro til løsningen.
Samme display – bare større
Ekstra aflange skærmformater må siges at være årets mobiltrend 2017, med hvad der synes at være et skifte over hele linjen til større, men også mere aflange displays. OnePlus 5T er også med den vogn med sit nye 6 tommers lærred i 18:9 format.
Displayet og den bagvedliggende AMOLED-teknologi er der dog ikke pillet synderligt ved.
Du får igen et flot, kontrast- og farverigt display, der kan indstilles til alt fra det neutrale til det meget farvemættede. OnePlus tendens mod blålige farver synes samtidigt at være tunet mod det mere naturtro.
Biograflærredet bliver fortsat akkompagneret af en enlig højtaler i bunden. Den spiller igen overraskende højt, men lydkvaliteten er stadig ikke særlig overbevisende. Bassen er tyndbenet og det øvrige lydbillede bliver hurtigt overstyret, når der skrues op.
Placeringen i bunden er heller ikke optimal, da man igen let kommer til at skærme for den med håndfladerne. Som med forgængeren er man nok bedst tjent med at investere i et godt headset som eksempelvis OnePlus’ fremragende Bullets V2.
Læs også: OnePlus Bullets V2: Billig, men vigtig opgradering [TEST]
Samme stærke motor
OnePlus plejer at markere sig i performance-afsnittet, da selskabet har tradition for altid at udstyre deres telefoner med de stærkeste komponenter markedet kan levere.
I 5T er der dog ikke sket noget siden sidste model. Det er præcis samme octa-core processor, samme lager og samme batteri du finder her, som i forgængeren. Her får du også valget mellem enten 6GB RAM og 64GB lager i den billige konfiguration, mens topmodellen får 8GB og 128GB lagerplads at lege med. Desværre er der heller ikke denne gang fundet plads til en micro-SD udvidelse.
Heldigvis for OnePlus 5T, var det en yderst overbevisende ydelse der blev lagt for dagen, og den lever videre her. OnePlus 5T er fortsat en af de hurtigste Android-smartphones du kan købe for penge.
Se også: Forudbestil OnePlus 5T hos YouSee og 3
I modsætning til sidste års 3T’er, har OnePlus dog ikke udvidet batteriets kapacitet. Man kan derfor frygte for driftstiden, når nu displayet er 10 procent større end tidligere.
I praksis har jeg dog ikke oplevet den store tilbagegang. OnePlus 5T er fortsat en mobil der snildt vil kunne holde sig vågen i en hel dag. Er du mere mådeholden med dit mobilbrug og slår strømsparefunktionen til, kan der næsten klemmes to dage løjer ud af batteriet.
Den umådelige effektive Dash-charger følger fortsat med i pakken, og heller ikke her er der nogen ændring at spore. OnePlus 5T er en af de smartphones som lader hurtigst op ved at kunne ræse fra 0 til 95 procent fuld tank på bare en time.
På antennefronten synes OnePlus 5T dog at overgå sin forgængers rimelige performance. Den fejler sjældent ved trofast at levere en god forbindelse. De allerhøjeste 4G-hastigheder udebliver af og til, og man må i stedet finde sig i det sløvere 3G-netværk, men her er sket en kærkommen forbedring.
OnePlus 5T byder igen på ægte Dual-SIM ydelse, hvor begge abonnementer kan operere i 4G og 3G.
Ingen Android 8.0 Oreo
OnePlus siger selv, at de har Android-entusiasterne i tankerne, når deres smartphones bliver til. Derfor undrer det, at den nyeste Android 8.0 Oreo ikke er at finde på OnePlus 5T. Her får du Android 7.1.1 Nougat ligesom i 5’eren.
OnePlus lover dog, at entusiasterne vil kunne få fingre i en Oreo-beta indenfor den næste måned. En måned efter at de aldrende OnePlus 5 samt 3 og 3T’ere får deres update. Det er også en streg regning for dem der skulle have håbet på at en Projekt Treble opdateringsfrekvens fra OnePlus.
Læs også: Google indfører 3 års Android-softwareopdateringer
Selvom det skuffer lidt, at de nyeste Android-features ikke er at finde, glæder jeg mig nu lidt over gensynet med OnePlus’ Oxygen OS interface som disker op med en stribe brugbare features.
Nyeste udgave introducerer det OnePlus kalder ’Parallel apps’ – en feature der gør det muligt at klone en app, så man kan have to forskellige konti tilknyttet til eksempelvis Facebook, Twitter eller Whatsapp. En smart funktion der gør det enklere at holde arbejde og privatliv adskildt.
OnePlus 5’s mange indstillingsmuligheder lever også videre i 5T. Dykker du ned i indstillingerne kan du f.eks. definere hvordan, og hvor fast, mobilen skal vibrere når notifikationer tikker ind, bestemme hvor gullig nattetilstanden skal være eller tildele en sort/hvid læsetilstand til e-bogsapps eller nyhedslæsere. Til gamerne integrerer OnePlus en ’Do not disturb’-modus som gør at dine spilseancer ikke afbrydes af indkommende beskeder eller andre distraktioner.
OnePlus 5’s ’Shelf’ er også med ombord, hvor den giver en ekstra hjemmeskærm med kvikadgang til bl.a. kontakter, vejret og andet brugbart. Det er fortsat praktisk, men ikke meget anderledes end det, som du selv kan konfigurere dig frem til via de fleste Android-launchere.
Se også: Android 8.0 Oreo ruller ud til OnePlus 3 og 3T
Kamera er både bedre og værre
En af OnePlus 5’s største svagheder, lå ifølge mange i kameraet. På papiret var det godt nok imponerende med sit dobbeltmodul med optisk zoom og sammenlagt 36 megapixels. I praksis kunne det dog ikke følge med forårets bedste kameratelefoner.
I 5T’eren laver OnePlus dog om på opskriften, ved at fjerne nogle muligheder for i stedet at give nogle nye. Den optisk zoom er nu vraget til fordel for et setup med to vidvinklede moduler. Det ene er på 16 megapixels, mens det andet på 20 megapixels bidrager med bedre digital zoom og ekstra lys når der bliver mørkt.
Formlen minder om den Huawei benytter i sin Mate 9 Pro og nyere toptelefoner, men OnePlus har her valgt at skrotte den optisk stabilisering til fordel for en ekstra lysstærk f/1,7 optik.
Resultatet er et kamera som tydeligvis er styrket, der hvor OnePlus havde det sværest: når der blev mørkt. Her haler OnePlus 5T ind på konkurrenter som Apple iPhone 8 og Huawei Mate 10 Pro – uden dog rigtig at kunne udfordre dem. OnePlus 5T er en liga under.
I dagslys leveres der derimod fine resultater, om end videooptagelser lider af, at her kun er en rudimentær digital stabilisering på spil. De mange megapixels skal du i øvrigt ikke lade dig forblænde af. Fotos kan være en anelse skarpere i midten af synsfeltet, men det bliver hurtigt mere sløret når man nærmer sig kanterne.
Den digitale zoom er heller ikke i nærheden af at være lige så effektiv som dens optiske pendant i OnePlus 5. Det går ud over detaljerne, men det går desværre også ud over portrætfunktionen som nu bliver endnu mere middelmådig.
Selfiekameraet leverer som i OnePlus en overflod af megapixels, hele 16 af slagsen, men i realiteten er detaljegraden hverken være eller bedre end andre selfie-kameraer med halvt så mange pixels ombord. Det er desuden uden autofokus, hvilket sætter en begrænsning for billedkvaliteten.
4K videosample optaget med OnePlus 5T:
Glimrende mobil med små svipsere
OnePlus 5 blev hurtigt en darling på redaktionen, og dennes afløser, OnePlus 5T, er det fortsat. OnePlus har adresseret et af de største kritikpunkter, det middelmådige kamera, men det har haft en pris i form af færre features.
OnePlus har samtidig holdt fast i den overbevisende ydelse og den skarpe pris der kendetegner selskabets produkter. En topkarakter er fortjent her, men den sidste halve stjerne udebliver for softwaren kunne altså være nyere og kameraet er set bedre.
Vi lander derfor på 5½ ud af 6 mulige stjerner til OnePlus 5T.
Få den bedste pris på mobilpriser.dk
Fordele:
- Lækker formgivning
- Kompakt storskærm
- Lynende hurtig
- Turbooplader
- Godt batteri
- Skarp pris
Ulemper:
- Ingen Android 8.0 Oreo ombord
- Knas i portrætfunktionen
- Ingen optisk zoom