OnePlus skærper indsatsen i Danmark – Thor Gøtz bliver landechef
OnePlus styrker sig på det danske marked med ansættelsen af Thor Gøtz i en nyoprettet stilling som Country Manager – han startede for OnePlus den 1. maj. Thor Gøtz kommer fra stillingen som landechef for Motorola i Danmark, hvor han har været siden 2017. Inden da var han salgschef og siden hen B2C-direktør for Huawei i Danmark.
Vil i top 3 over største mobilbrands i Danmark
Thor Gøtz’ primære opgave bliver at øge salget af OnePlus’ produkter. Han har sat sig selv som mål at sende “OnePlus i top 3 over stærkeste smartphone-brands i Danmark.”
Thor Gøtz kalder OnePlus for “en vanvittig spændende virksomhed” og han hæfter sig ved selskabets anmelderroste produkter og en helt ny måde at gå til markedet på. Selskabets nyeste telefon er OnePlus 10 Pro.
Se også: Test af OnePlus 10 Pro
Thor Gøtz kender branchen og forbrugertendenserne
Marie Dam Feldborg, marketingdirektør hos OnePlus i Danmark, er rigtig glad for at kunne byde Thor velkommen til OnePlus. “Thor har lige præcis den erfaring og viden, som skal bygge videre på den positive udvikling af OnePlus, som vi oplever i Danmark. Han kender branchen indefra og har en god sans for, hvordan forbrugertendenser og ny teknologi spiller sammen, og hvad det betyder for en forretning som OnePlus,” slår hun fast.
I dag dominerer Apple og Samsung det danske marked, mens OnePlus, Motorola og Xiaomi kæmper om at komme med i top 3 over største mobilbrands i Danmark.
Se også: Priser på OnePlus telefoner