Halvdelen af danskerne er utilfredse med batteritiden på deres mobil
Batteriet er det vigtigste på en ny mobil, både for mænd og kvinder, men ellers er mænd mest interesseret i en personlig assistent, mens kvinder vil have mulighed for at tage bedre billeder.
Det er konklusionen på en ny undersøgelse udarbejdet af OnePoll på vegne af OnePlus.
Se også: Telefoner med lang batteritid
Næsten hver anden dansker er utilfreds med batteritiden på mobiltelefoner
45 procent af danskerne er utilfredse med batteriets levetid, og batteriet er derfor også det vigtigste for over halvdelen af de danske mobilbrugere, nemlig 54 procent, når der skal bruges penge på en ny mobil.
I og med en fjerdedel af danskerne bruger deres smartphones 2-3 timer dagligt, bliver batteriets ydeevne stadig vigtigere.
På andenpladsen over det, danskerne er mest utilfredse med, er langsomme apps – det irriterer 25 procent og på tredjepladsen har vi grynede billeder med 16 procent.
Se også: Telefoner med bedst kamera
Personlig assistent til mænd, bedre billeder til kvinder
Ud over batteriets ydeevne afhænger danskernes ønsker til deres smartphone i høj grad af deres køn.
Mænd ønsker i højere grad end kvinder, at deres smartphone skal fungere som en personlig assistent, nemlig 23 procent, hvor deres smartphone automatisk kan holde styr på ugens aftaler og opgaver sammenlignet med 15 procent af kvinderne.
Til gengæld sukker 46 procent af de danske kvinder over ønsket om at kunne tage bedre billeder – det er kun tilfældet for 26 procent af mændene.
Kvinder vil også gerne kunne tage gode billeder af deres familie og kæledyr – det ønsker 36 procent af kvinderne at kunne, mens tallet er nede på 18 procent for mænd.
16 procent af kvinderne prioriterer også at tage billeder af deres kæledyr modsat mændene, hvor det kun er 9 procent.
Se også: Hvordan tager man gode billeder?
Pris, lynopladning og kamera
Samlet for mænd og kvinder er prisen vigtig – det gælder 44 procent. Hurtig opladning er vigtig for 40 procent og et godt kamera for 39 procent.