Microsoft: Googles status som standardsøgemaskine har smadret Bing
Tilbage i 2022 kom det frem, at det amerikanske Justitsministerium ville tage Google i retten på grund af de aftaler, Google indgår for at have sin søgemaskine som standard i de fleste browsere og i alle amerikanske smartphones.
Den retssag er i gang, og Microsofts CEO havde nogle overraskelser på tapetet om Bing, Google og Apple i sit vidneudsagn.
Se også: Sammenlign priser på telefoner
Google har ødelagt Bing ved at købe sig til succes
Microsofts CEO Satya Nadella var en af de første til at vidne ved Googles antitrustsag. The Verge fortæller, at Nadella fremstillede Google som en uovervindelig forhindring i Microsofts forsøg på at bygge en konkurrencedygtig søgemaskine.
Han beskrev Googles status som standardsøgemaskine som noget, der har ødelagt Bing som produkt og forretning.
Nadella mener ganske enkelt ikke, at Bing på nuværende tidspunkt kan tage kampen op med Google. Han hævder, at uden blandt andet brugerdata er det umuligt at holde trit med Googles løsning.
Det amerikanske justitsministerium anklager samtidig Google for at betale milliarder for at fastholde sin position som standardsøgemaskinen i browsere.
Det er ganske enkelt afgørende at være den forudvalgte søgemaskine, da brugerne over en bred kam ikke ændrer på det.
Se også: Hvordan tjener Big Tech penge?
Microsoft villig til at tabe 100 milliarder årligt
Det lader til, at også Microsoft forstår, hvor værdifuldt det er at være standardvalget. Ifølge The Verge sagde Nadella, at han er parat til at give Apple alle de økonomiske fordele, der er ved en aftale for at gøre Bing til standardvalget. Nadella estimerede, at en sådan aftale vil koste Microsoft op til 15 milliarder dollars om året.
Det svarer til over 100 milliarder kroner.
Det vil dog ifølge Nadella være alle pengene værd for at kunne gøre Bing større og mere konkurrencedygtig.
Selvom Microsoft har haft problemer med at konkurrere med Googles søgemaskine, har de opnået succes inden for AI-sektoren. Med integrationen af GPT-botten fik Bing rigtig stor opmærksomhed og rekordmange brugere på kort tid.