Kia lancerer ny EV6 med stort facelift og større batteri
Kia har løftet sløret for den nye 2025-udgave af crossoveren EV6 i hjemlandet Sydkorea.
Den opdaterede Kia EV6 byder på en nydesignet front, et større batteri, et nyt infotainmentsystem og en mere raffineret drivlinje.
Se også: Se alle elbiler fra Kia
Ny front og radikalt anderledes lygtedesign
Det mest iøjnefaldende ved den nye Kia EV6 er dens opdaterede design – særligt fronten. Nu er designstilen mere lig med den, man oplever i den store EV9.
Forlygterne har fået et helt nyt design og adskiller sig radikalt fra dem i den gamle EV6. Kia kalder det nye lygtedesign for “Star Map Signature Lighting”. Den forreste kofanger og det nederste grillområde er også blevet designet forfra, hvilket giver EV6 et skarpere og mere futuristisk udseende.
Resten af EV6’s ydre er stort set uændret, selv om der er tilføjet nogle finesser med nye fælgdesigns og subtile ændringer bagpå.
Den nederste del af bagkofangeren har fået et vingeformet design, der ligner det på forkofangeren. GT-Line-modellen har et differentieret udvendigt design, som omfatter mere sportslige kofangere foran og bagpå og en lysbjælke foran, der forbinder forlygterne.
Nyt rat, nyt infotainmentsystem og over the air-opdateringer
Der er ikke sket lige så markante ændringer i kabinen som udenpå. Den mest iøjnefaldende ændring er det nye rat.
Den kurvede panoramaskærm, som huser førerdisplayet og infotainmentskærmen, er til gengæld blevet opgraderet. Det nye informationssystem kaldet connected car Navigation Cockpit (ccNC) er det, som man også finder i Kia EV9, og har funktioner som fingeraftryksgodkendelse, Digital Key 2, en redesignet trådløs Qi-ladeplade og trådløs Apple CarPlay og Android Auto.
Den nye Kia EV6 understøtter nu over-the-air-opdateringer til øvrige komponenter af bilen ud over navigationskortet. Det giver Kia mulighed for at forbedre blandt andet effektiviteten over tid, ligesom man kender fra Tesla.
Den nyeste opdatering introducerer også streamingtjenester og et stemmestyringssystem. Om det vil virke på dansk, er endnu for tidligt at sige. De nyeste førerassistentsystemer sørger for sikker kørsel og praktisk, automatiseret parkering.
Større batteri på 84 kWh
Som vi har set i dens søsterbil, Hyundai Ioniq 5, har Kia EV6 nu også et større batteri på 84 kWh i stedet for 77,4 kWh i den gamle model.
Kia siger, at de baghjulstrukne modeller med 19 tommer fælge kan køre helt op til 494 km i Korea. Det er en stigning fra 475 km for den udgående EV6.
Kia har endnu ikke offentliggjort hverken den nye EV6 eller oplysninger om dens rækkevidde i Danmark. Den faceliftede Kia EV6 forventes at understøtte 350 kW DC-opladning og oplade fra 10 til til 80 procent på 18 minutter.
Der er ikke foretaget ændringer i specifikationerne for den elektriske drivlinje. Modellerne med baghjulstræk yder stadig 168 kW (229 hk), mens udgaven med firehjulstræk og to motorer yder 239 kW (325 hk).
Kia har dog justeret egenskaberne ved EV6’s støddæmpere, hvilket har resulteret i bedre kørekomfort. Elmotorerne er nu mere støjsvage, og ekstra lydisolering i det bageste område forbedrer komforten i kabinen.
Den passive sikkerhed er også blevet forbedret takket være forstærkede B-stolper og sideairbags på anden række.
Ny Kia EV6 (2025): Mulig dansk pris
Den nye, faceliftede 2025-udgave af Kia EV6 koster det samme i Sydkorea, som den gamle model gjorde: Fra 55,4 mio. sydkoreanske won.
Vi forventer derfor, at den nye Kia EV6 holder samme pris som den gamle Kia EV6:
- 2025 Kia EV6 Long Range med baghjulstræk: Fra 379.900 kr.
- 2025 Kia EV6 Long Range med firehjulstræk: Fra 399.999 kr.
- 2025 Kia EV6 GT Long Range med firehjulstræk: Fra 559.900 kr.