Apple lover fem års iOS-opdateringer for første gang nogensinde
Apple har siden introduktionen af den første iPhone været kendt for at opdatere sine telefoner i meget længere tid end sine konkurrenter, men Apple har faktisk aldrig officielt lovet et bestemt antal års softwareopdateringer.
Det er meget anderledes i Android-verdenen, hvor stort set alle producenter af smartphones har en eller anden form for løfte om et antal år med Android-opgraderinger og sikkerhedsrettelser.
Fra at være milevidt efter Apple har særligt Google og Samsung oppet sig gevaldigt de seneste år. Begge mobilproducenter lover nu syv års Android-opdateringer til deres respektive flagskibe.
Se også: Top 5: Billigste iPhones – billige, men gode telefoner
Apple lover iOS-opdateringer i mindst fem år
Apple er nu blevet tvunget af nye britiske regler til at annoncere et vindue for, hvor mange års opdateringer ejere af iPhone 15-serien som minimum kan forvente.
På skærmbilledet nedenfor, som viser iPhone 15 Pro Max, ses det, at Apple giver et løfte om mindst fem års iOS-opdateringer.
Opdaterer i forvejen iPhones i fem til seks år
Selv om det er to år mindre end Samsung og Google er det vigtigt at hæfte sig ved ordet ”minimum”. Bare fordi Apple garanterer mindst fem års iOS-opdateringer, er det ikke ensbetydende med, at Apple ikke udsender opdateringer i hverken seks, syv eller endnu flere år.
Og netop det er faktisk set tidligere. iPhone 6s og 6s Plus kom med iOS 9 i 2015 og har siden fået seks iOS-opdateringer, idet iOS 15.8.1 er den seneste version til telefonerne.
Omvendt endte iPhone 8 og 8 Plus med kun at få fem års iOS-opdateringer. De blev lanceret med iOS 11 i 2017, og iOS 16.7.5 er den seneste version til telefonerne.
Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones
Kommer iOS 18 til iPhone XS og XS Max?
Når iOS 18-betaen bliver frigivet i næste uge til Apples WWDC-udviklerkonference, får vi at se, om iPhone XS og XS Max, som kom med iOS 12 i 2018, får iOS 18, som vil være deres sjette opdatering. Det vil indikere, om Apple læner sig op ad de lovede fem år, eller om it-giganten vil forsøge at matche konkurrenternes opdateringsvindue på hele syv år.
For første gang har vi altså nu endelig et løfte fra Apple selv, når det kommer til softwareopdateringer, selv om Apple ikke melder det klart ud til offentligheden, som Android-producenterne har for vane at gøre.
Se også: Test og anmeldelser af iPhones