Volkswagen varsler mulig lukning af bilfabrikker
Volkswagen har mandag oplyst, at selskabet ikke længere kan udelukke en eller flere lukninger af fabrikker i Tyskland. Det sker som en konsekvens af, at bilproducenten leder efter steder at spare flere milliarder euro. Det skriver Reuters.
Se også: Volkswagens udvalg af elbiler i Danmark
Massiv trussel mod arbejdspladser og anlæg
En stor unavngiven bilfabrik og en komponentfabrik i Tyskland anses for at være forældede, oplyser Volkswagens metalarbejderforbund IG Metall, som lover “voldsom modstand” mod direktionens nedskæringsplaner.
“Bestyrelsen har i dag fremlagt en uansvarlig plan, der ryster Volkswagens fundament og udgør en massiv trussel mod arbejdspladser og anlæg,” oplyser Thorsten Groeger fra IG Metall.
Volkswagen oplyser også, at man føler sig nødsaget til at afskaffe sin jobsikkerhedsordning, som har eksisteret siden 1994. Den forhindrer jobnedskæringer ved at sikre sine medarbejdere job i koncernen indtil 2029.
“Situationen er ekstremt anspændt og kan ikke overvindes med simple omkostningsbesparende foranstaltninger,” siger Thomas Schaefer, der er chef for Volkswagen-koncernen selskab for VW-personbiler.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Forsøger at navigere overgangen til elbiler
Volkswagen-mærket, som er det mærke inden for Volkswagen-koncernen, der sælger klart flest biler, skal gennemgå en sparerunde med et mål om at spare 10 milliarder euro eller knap 75 milliarder kroner inden 2026. Det sker i et forsøg på at strømline udgifterne for at overleve den globale overgang til elbiler, der foregår i disse år.
Det er flere omstændigheder, der gør, at Volkswagen ser sig nødsaget til at lukke flere fabrikker i Tyskland. Den globale økonomi med stigende inflation påvirker efterspørgslen på elbiler, og så oplever Volkswagen – ligesom mange andre vestlige producenter – pludselig konkurrence fra et stort antal kinesiske producenter, som prøver lykken i Europa, fordi konkurrencen på det kinesiske marked er meget hårdere end her i Europa.
Dertil har Tyskland oplevet en faldende konkurrenceevne på egen hjemmebane – noget som har ført til tilbagegang i salget. I 1. kvartal 2024 oplevede Volkswagen-koncernen en tilbagegang i salget af biler i hele verden på 3,3 procent. Volkswagen gik 2,6 procent tilbage, mens Skoda vækstede 12,3 procent og SEAT og Cupra gik 24 procent tilbage. Europa gik mest tilbage med 24,3 procent.
Volkswagen har også for nylig måttet udskyde flere kommende elbiler som konsekvens af, at salget i 2024 ikke går som forventet.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler