Samsung Galaxy S25 Ultra lækket – får nyt design
Men flere måneder til den forventede afsløring af Samsungs næste topmodel er designet på Galaxy S25 Ultra nu blevet lækket. Det lækkede design viser, at Samsung går nye veje med et endnu mere minimalistisk design med skarpere kanter end tidligere.
Se også: De bedste priser og tilbud på Samsung-telefoner
Nyt design med skarpere kanter
Det er leaksteren OnLeaks, som i samarbejde med Android Headlines har afsløret knivskarpe 3D-renderinger af, hvordan Samsung Galaxy S25 Ultra ser ud.
I grove træk ligner Galaxy S25 Ultra stadig en klassisk Samsung-topmodel, men alligevel er der foretaget flere ændringer, som gør den unik i forhold til tidligere Samsung-telefoner.
Den kommende Galaxy S25 Ultra har en fuldstændig flad glasbagside, og siderne er også helt flade, hvor de i Galaxy S24 Ultra var let afrundede.
Samsung Galaxy S25 Ultra har buede hjørner med en større krumningsradius i stil med Samsung Galaxy S21 Ultra. Til sammenligning har Galaxy S22 Ultra, S23 Ultra og S24 Ultra meget skarpere hjørner, men det går Samsung altså væk fra i den næste topmodel.
Alt i alt ligner telefonen en lidt pænere, mere kompakt og mere sofistikeret version af Galaxy S24 Ultra med flade sider, afrundede hjørner og tyndere rammer.
Se også: Top 5: De absolut bedste Android-mobiler
Specifikationer fra øverste hylde
Samsung Galaxy S25 Ultra får en 6,9 tommer stor skærm. Rammerne omkring skærmen ser tyndere ud end på Galaxy S24 Ultra.
På bagsiden er der fire kameraer og en LED-blitz. Hver kameralinse er omgivet af en markant metalkant, som ser større ud end i tidligere Samsung-telefoner.
Samsung Galaxy S25 Ultra skulle være blot 8,2 millimeter tynd, hvilket gør den 0,4 millimeter tyndere end sin forgænger. Den måler 162,8 millimeter i højden og 77,6 millimeter i bredden.
Tidligere rygter går på, at Samsung Galaxy S25 Ultra vil Qualcomms kommende Snapdragon 8 Gen 4-chip, 12-16 GB RAM, op til 1 TB lagerplads og et batteri på 5.000 mAh med 45 watt hurtigopladning.
Samsung Galaxy S25 Ultra vil ifølge rygterne have et 200 megapixel primært bagkamera, en 50 megapixel sensor med ultravidvinkel, to 50 megapixel sensorer med telefotolinse og et 12 megapixel selfiekamera.
Den vil køre Samsungs nyeste One UI 7.1-software baseret på Android 15 og få syv års Android-opdateringer. One UI 7.1 vil inkludere nye AI-funktioner og en fornyet brugerflade med mere jævne animationer og overgange.
Samsung Galaxy S25 Ultra ventes også at få stereohøjttalere, S Pen, en fingeraftrykslæser under skærmen, IP68-klassificering og satellitforbindelse til SOS-beskeder.
Se også: Samsung med i næstegenerations infotainmentsystem
Mulig dansk pris på Samsung Galaxy S25 Ultra
Vi kender endnu ikke en dansk pris på Samsung Galaxy S25 Ultra, men vi forventer, at den som minimum kommer til at koste 11.499 kroner ligesom Samsung Galaxy S24 Ultra.
Samsungs Ultra-telefoner falder dog hurtigt i pris. Allerede efter en måned faldt Samsung Galaxy S24 Ultra for eksempel hele 2.400 kroner i pris.