Kinesiske elbiler er dobbelt så dyre i Europa som i Kina
De kinesiske elbilmærker oplever i 2024 tilbagegang som konsekvens af EU’s forhøjede told og et europæisk elbilmarked i tilbagegang.
Alligevel er de kinesiske elbilproducenter fortsat en “eksistentiel trussel” mod europæiske bilmærker, hævder analyseselskabet Jato Dynamics ifølge Bloomberg.
De kinesiske bilproducenter – især BYD – har nemlig så høj avance på elbilerne i Europa, at de kan absorbere EU-tolden modsat bilproducenter som BMW og Tesla, som også får visse modeller produceret i Kina.
Tal fra JATO Dynamics viser, at den gennemsnitlige listepris på en elbil i Kina koster kun 30.000 euro (svarer til 224.000 kr.), mens den gennemsnitlige listepris i Europa er 63.000 euro (svarer til 470.100 kr.).
Et godt eksempel på prisforskellen er den kompakte SUV BYD Atto 3, som koster 44 procent mindre i Kina end i Tyskland (37.990 euro). Alligevel er den stadig langt billigere end Volkswagen ID.4, som koster fra 48.635 euro.
Perspektivering
Vil du læse mere om, hvordan det går de kinesiske elbilproducenter? På Mobilsidens statistikside kan du se de nyeste tal for de forskellige bilmærkers markedsandel i Danmark. Her kan du se deres markedsandel den seneste måned, det seneste år og gennem tiden.