ZTE træder ind på det danske marked med ambitiøs vækststrategi

ZTE vil for alvor ind på det danske marked med Thor Gøtz i spidsen - fokus bliver i starten på 5G-routere og smartwatch til børn.

ZTE træder ind på det danske marked med ambitiøs vækststrategi

Den kinesiske teknologigigant ZTE melder sig nu officielt på banen i Danmark med ansættelsen af Thor Gøtz som ny landechef / Country Sales Director. Thor Gøtz var blandt andet drivkraften bag Huaweis indtræden på det danske marked tilbage i 2013 og har siden haft ledende stillinger hos Motorola og OnePlus i Danmark.

Ansættelsen af Thor Gøtz markerer det første konkrete skridt i ZTE’s etablering på det danske marked og sker som led i en nordisk vækststrategi, hvor Danmark står som næste skridt efter en succesfuld opbygning af forretningen i Sverige, Finland og Norge.

ZTE er blandt verdens største teknologiproducenter og er en markant aktør inden for både netværksinfrastruktur og forbrugerelektronik.

Med 74.000 ansatte globalt – heraf hele 36.000 ingeniører – samt en årlig investering på 20 % af omsætningen i forskning og udvikling, har ZTE skabt en innovationsdrevet organisation, som ejer over 91.000 patenter på verdensplan.

Se også: Nyheder om international tech

Fuld adgang til markedet og ny produktportefølje

I modsætning til andre kinesiske teknologivirksomheder er ZTE ikke underlagt amerikanske handelsrestriktioner. Virksomheden arbejder tæt sammen med både Google og Qualcomm og har fuld adgang til amerikansk teknologi. Det åbner døren til lancering af en bred vifte af produkter i Danmark – både til forbrugere og erhverv.

”ZTE er en end-to-end-leverandør, hvilket betyder, at vi både leverer teleinfrastruktur og slutbrugerprodukter som smartphones, 5G-routere og smartwatches,” siger Thor Gøtz. Han peger især på segmenter som smartwatch til børn og mobilnetværk i hjemmet som strategisk vigtige for lanceringen i Danmark.

Se også: Bedste smartwatch til prisen

Nye produkter til danske forbrugere

ZTE’s produktportefølje dækker alle prisklasser. I den høje ende står premium-brandet Nubia, der bl.a. tæller den nye Z70S Ultra. Telefonen kommer med Snapdragon 8 Elite-processor, IP69-certificering, selfie-kamera skjult under skærmen og et kameramodul med 35 mm optik og dedikeret udløserknap.

Samtidig lancerer ZTE også andre typer produkter. Det gælder eksempelvis ZTE Watch K1 Pro, et smartwatch målrettet børn, som tilbyder avancerede funktioner som videoopkald og præcis GPS-sporing via flere sattellitsystemer.

Se også: Hvad er et godt smartwatch?

5G-routere til hjem og erhverv

ZTE er global markedsleder inden for 5G-routere, og her forventes særligt stor efterspørgsel i Danmark i fremtiden, hvor både forbrugere og virksomheder efterspørger hurtig og stabil trådløs internetdækning.

ZTE’s 5G-routere benyttes i dag af Norlys, der fornylig helt overtog alle Telias forretningsomrråder i Danmark. Også Call me bruger ZTE’s 5G-routere.

Dermed er mulighederne store for ZTE i Danmark, når det gælder 5G-routere og mobilt bredbånd. Det bliver en af Thor Gøtz’ vigtigste opgaver og prioriteringer at få hul igennem og oprette tætte samarbejder med de danske operatører og forhandlere.

Se også: De bedste 5G-routere

Stort potentiale for ZTE i Danmark

Med en solid baggrund i den danske tech- og telebranche skal Thor Gøtz nu opbygge og lede ZTE’s forretning i Danmark. Han ser et stort potentiale:

”Vi kommer med en bred og konkurrencedygtig produktlinje, og vi har musklerne til at levere kvalitet i både netværk og forbrugerteknologi. Vores mål er at blive en etableret aktør i Danmark, ikke mindst gennem samarbejde med de rette lokale partnere”, forklarer Thor Gøtz.

Se også: Erhvervsnyheder fra tech-branchen