iPhone 18-serien: Rygter, specifikationer, lancering og pris
De første rygter om Apples næste generation af iPhones, iPhone 18-serien, er nu begyndt at dukke op – og der er spændende ting på vej.
Her tager vi et kig på alle rygterne frem til lanceringen med informationer om design, specifikationer, pris og forventet lanceringstidspunkt.
OBS: Artiklen opdateres løbende med nye informationer om iPhone 18-serien.
Se også: Test og priser på nyeste mobiler
Kun iPhone 18 Pro-modeller i 2026?
Det mest kontroversielle rygte lige nu er, at vi muligvis slet ikke ser en almindelig iPhone 18 til september. Kilder peger på, at Apple gemmer standardmodellen til foråret 2027.
Det vil efterlade september-eventet til iPhone 18 Pro, Pro Max og den længe ventede foldbare iPhone – iPhone Ultra. Det skriver blandt andet mediet MacWorld.
Dette er naturligvis ikke bekræftet, med flere medier skriver om dette som et scenarie, der kan blive realiteten. Det er en vovet strategi, som kan skubbe kunder over mod de ældre og billigere modeller, og på den anden side kan det lokke de utålmodige til at købe en iPhone 18 Pro.
Designet på iPhone 18
Hvordan bliver designet på iPhone 18-serien? Som i år forventer vi modellerne iPhone 18, iPhone Air (2026), iPhone 18 Pro, iPhone 18 Pro Max og iPhone Ultra – på trods af de ovenstående rygter.
Med iPhone 17-serien har Apple introduceret et nyt design, tydeligst på topmodellerne. Selvom grundformen bevares, peger nye oplysninger fra The Information på en markant ændring på fronten af iPhone 18 Pro-modellerne.
Ifølge rygterne vil Pro-modellerne gøre “Dynamic Island” mindre. Face ID vil angiveligt blive placeret under skærmen. Dette vil give et mere rent look, selvom enhederne overordnet set stadig vil ligne deres forgængere fra iPhone 17-serien.

De seneste rygter fra Digital Chat Station tyder på, at iPhone 18-serien får følgende skærmstørrelser:
- iPhone 18: 6,27″ LTPO-skærm med 120 Hz opdateringshastighed og Dynamic Island
- iPhone Air 2: 6,55″ LTPO-skærm med 120 Hz opdateringshastighed og Dynamic Island
- iPhone 18 Pro: 6,27″ LTPO-skærm med 120 Hz opdateringshastighed og Face ID i skærmen
- iPhone 18 Pro Max: 6,86″ LTPO-skærm med 120 Hz opdateringshastighed og Face ID i skærmen
Den foldbare iPhone – lad os bare kalde den iPhone 18 Ultra – er rygtet til at få en indre skærm på 7.7 tommer LTPO-skærm med 120Hz og Touch ID på siden af telefonen.
Se også: Sammenlign priser og specifikationer på mobiltelefoner
Specifikationer på iPhone 18 og 18 Pro
Det er under motorhjelmen, at de største revolutioner ser ud til at ske. iPhone 18 Pro-modellerne forventes at blive drevet af en A20 Pro-chip fremstillet med TSMC’s nyeste 2 nm-proces.
Nye oplysninger afslører desuden, at Apple planlægger at bruge en ny pakketeknologi kaldet Wafer-Level Multi-Chip Module (WMCM). Dette betyder, at RAM integreres direkte på chippens wafer sammen med CPU, GPU og Neural Engine, i stedet for at ligge ved siden af. Denne ændring kan frigøre plads indeni telefonen og bidrage til hurtigere ydelse – især til Apple Intelligence – samt bedre termisk styring og længere batteritid.
På kamerafronten sker der også store ting. Rygterne om et 200 megapixel kamera på iPhone lader dog til først at blive en realitet på næste års model. Men hvor iPhones siden 14 Pro har haft en fast blænde på ƒ/1.78, vil iPhone 18 Pro ifølge analytiker Ming-Chi Kuo og The Information få en variabel blænde med en mekanisk iris på 48 MP hovedkameraet.
Det betyder, at brugeren manuelt vil kunne justere lysindfaldet og få større kontrol over dybdeskarpheden (bokeh-effekten), præcis som på et traditionelt kamera. Samsung gjorde det faktisk for en del år siden, uden at det havde en umiddelbar appel til forbrugerne. Det kan sagtens være, at Apple kan få det til at lyde mere sexet og brugbart.
Derudover forventes en ny C2-modemchip udviklet af Apple selv, 12 GB RAM på Pro-modellerne, samt et forbedret kamera-kontrolknapdesign. Samlet set tegner iPhone 18-serien til at blive en af de mest teknologisk avancerede iPhones til dato.
Se også: Test og anmeldelse af de nyeste smartphones
Pris og lancering af iPhone 18-serien
Det er ikke længe siden, at der er kommet tal, der fortæller, at iPhone 17 er den mest populære iPhone nogensinde. Det fortæller lidt om, hvilken vigtighed iPhone 18 kan komme til at få. Og det gør rygterne om en forsinket lancering svære at forstå.
iPhone 18-serien forventes lanceret i starten af september 2026. Priserne forventer at starte ved ca. 7.000 kr. – altså uændret fra iPhone 17-serien.
iPhone 18 Pro-serien forventes at starte på 10.000 kr. Og den kan slutte på 19.000, hvis du skal have en 18 Pro Max med 2 TB lagerplads.
Dog bliver iPhone 18 Ultra – den foldbare iPhone – den dyreste iPhone nogensinde med en pris, som forventes at komme over 20.000 kr.
Se også: Foldbar iPhone: Alt om specifikationer, pris og lancering
De bedste iPhones lige nu
iPhone 18-serien forventes at blive blandt de bedste mobiltelefoner på markedet i 2026, men kan du ikke vente så længe, er der mange alternativer lige nu.
Her kan du se de absolut bedste mobiltelefoner i 2026, og er budgettet mindre er der de bedste mobiler til prisen i 2026.
Se også: De absolut bedste iPhones


