Samsung Galaxy Z TriFold – mobilen ingen har brug for
Samsung gør klar til at imponere med Galaxy Z TriFold, som får en enorm skærm på 10 tommer – og bliver den dyreste foldbare mobil fra Samsung.
Men ærligt talt ligner Galaxy Z TriFold en mobil, som ikke rigtig giver mening – her er rygterne om den.
Se også: De absolut bedste Samsung-mobiler
Samsung kan lancere tri-fold-mobil i denne uge
Samsung ser ud til at være klar med sin første tri-fold-smartphone, kaldet Galaxy Z TriFold, som sandsynligvis bliver lanceret i denne uge.
Ifølge flere rapporter sker lanceringen kun i udvalgte lande til at begynde med og den foldbare gigantmobil skulle allerede være i masseproduktion og kan nå ud i handlen inden årets udgang.
TriFold’en ryger angiveligt i en helt ny prisklasse på omkring 20.000 kr. – meget dyrere end Galaxy Z Fold 7, som lige nu er den dyreste foldbare mobil herhjemme.
Til gengæld får man i Galaxy Z TriFold et 6,5″ frontdisplay og en foldbar skærm på op til 10 tommer, hvor ideen er, at den kan fungere som tablet, når den er foldet ud. I halvåben tilstand skulle den give en oplevelse tæt på Fold 7 med omkring 8 tommer skærmareal.
Rygterne peger på en Dynamic AMOLED 2X-skærm, Snapdragon 8 Elite, op til 16 GB RAM og op til 1 TB lager. Kameraopsætningen ventes at være en 200 MP hovedsensor, 12 MP ultravidvinkel med autofokus og 50 MP tele med 5x optisk zoom samt to 10 MP selfie-kameraer. Batteristørrelsen er endnu ukendt.
Alt sammen er stadig uofficielt, men hvis tidsplanen holder, får vi svar i løbet af ugen.
Se også: Bedste foldbare telefoner til prisen
Samsung Galaxy Z TriFold: Er det smart eller dumt?
Samsung har satset stort på de foldbare mobiler i flere år efterhånden, men har stadig ikke opnået den ventede succes. Det skal dog siges, at Samsung har formået at sælge flere af deres seneste Fold7, men salget nærmer sig på ingen måder de traditionelle smartphones.
I teorien lyder det smart, at man kan have tablet og mobil i ét, men det er svært at forestille sig, at en endnu større enhed kan blive en succes, når Samsung i forvejen har svært ved at sælge de mere normale foldbare mobiler.
Der er nemlig stadig flere kompromisser ved at vælge en foldbar mobil: Kameraerne er ikke så gode som andre topmodeller, de har meget mindre batterier og er meget dyrere. Vi har derfor svært ved at forestille os, at en foldbar med en endnu større skærm kan gå hen og blive en succes, men vi sætter pris på, at Samsung tør at satse.
Perspektivering
Hvilken foldbar mobil skal du købe lige nu? Her kan du se overblik med de bedste foldbare mobiler.