Nu kan du dele filer direkte mellem Android og iPhone
Deling af filer mellem Android-telefoner og iPhones er nu blevet meget nemmere. Google har nemlig gjort det muligt at bruge Quick Share sammen med AirDrop – dog med enkelte begrænsninger.
Se også: Apple åbner op for alternativer til AirDrop
Nu virker deling af filer med Quick Share og AirDrop
Google har lanceret en ny funktion, der gør det muligt at dele filer direkte mellem Android og iPhones via Androids Quick Share og Apples AirDrop. Dog virker løsningen indtil videre kun på Google Pixel 10-serien.
Der er også en anden væsentlig begrænsning. Fordi Apple endnu ikke har åbnet op for den fulde adgang til AirDrop, er det kun muligt for Android-telefoner at dele en fil med en iPhone, hvis modtageren med en iPhone har gjort telefonen synlig for “Alle i 10 minutter”.
Google understreger, at forbindelsen er krypteret, direkte og uden om nogen servere, og at søgegiganten gerne vil samarbejde med Apple for at understøtte funktionen i AirDrop, der gør det muligt at dele filer med “Kontakter”.
Selvom funktionen i første omgang kun er tilgængelig på Pixel 10-serien, er det Googles plan at rulle den ud til flere Android-telefoner i fremtiden.
Fildeling mellem Android og iPhone er ikke længere en kamp
Det tættere samspil mellem Android og iOS er et vigtigt skridt mod bedre kompatibilitet mellem de to økosystemer. Noget så simpelt som at dele en fil mellem en Android-telefon og en iPhone har været en forbavsende omstændig proces. Har filen fyldt meget, har det været nødvendigt at uploade den på en tjeneste såsom Google Drev, iCloud eller WeTranfser. Det er tidskrævende, datakrævende og besværligt. Små filer har man til nøds kunnet sende via Bluetooth.
Når funktionen bliver udbredt til flere Android-telefoner, bliver det legende let at dele filer trådløst mellem Android-telefoner og iPhones – for eksempel billeder, videoer og dokumenter, uden at man skal til at tage en tredjepartstjeneste i brug.
Apples økosystem, iOS, har været notorisk kendt for at være et lukket land, men gennem årene har EU været gevaldigt efter den amerikanske virksomhed, som er blevet tvunget til at åbne op for det ellers så lukkede styresystem. Det er derfor ikke, fordi Apple blevet er blevet venlig over for Google, at de to fildelingsløsninger nu kan tale sammen. Apple er ganske enkelt blevet tvunget til at gøre AirDrop kompatibel med andre tjenester for at undgå en bøde af EU.
De bedste telefoner på markedet
Overvejer du at købe en ny mobiltelefon, kan du få inspiration på Mobilsiden.dk. Find din nye telefon i vores top 5-guides til de absolut bedste Android-telefoner, de absolut bedste iPhones og de absolut bedste mobiltelefoner.