Foldbare mobiler flopper fortsat
Samsung, som siden 2019 har satset på en gennembrud for foldbare mobiler, kan umuligt være tilfredse med, at de sammenklappelige mobiler stadig kun har en lille brøkdel af markedet.
Se også: Bedste foldbare telefoner til prisen
Foldbare mobiler har kun 2,5 procent af mobilmarkedet
Foldbare smartphones voksede 14 procent i tredje kvartal af 2025 og nåede det højeste salgsniveau hidtil. Alligevel fylder de kun 2,5 procent af det globale smartphonemarked, viser nye tal fra Counterpoint Research. Det viser, at segmentet stadig er en niche, på trods af, at de første foldbare kom på markedet helt tilbage i 2019.
Væksten i 3. kvartal blev især drevet af Samsungs nye Galaxy Z Fold7, som med lavere vægt, et tyndere design, forbedrede kameraer og større holdbarhed har fået bredere appel i premiumklassen. Huawei holder fart i sin Mate-serie, mens Motorola overrasker positivt med stærke priser og gode brugeranmeldelser af Razr 60-serien.
Producenterne forbereder sig på næste udviklingsspring, hvor Samsung nu har lanceret en foldbare med en skærm på størrelse med en tablet – den går under navnet Samsung Galaxy Z TriFold. Planen er ikke at den skal blive en storsælger, men demonstrere teknologisk førerskab og samle erfaringer, før foldbare for alvor skal bredes ud til masserne.
Se også: De absolut bedste mobiler
Kan foldbare mobiler blive et hit?
Foldbare mobiler bliver utvivlsomt bedre for hver generation. Skærmene er større og stærkere, hængslerne mere holdbare, og både design, software og AI er blevet markant mere raffineret. Men selv med alle forbedringerne er der stadig tydelige kompromisser.
De foldbare modeller matcher endnu ikke de traditionelle flagskibsmobiler på kameraer, batteritid og generel robusthed. Samtidig ligger priserne væsentligt højere, uden at den praktiske værdi altid følger med.
Her på redaktionen tester vi løbende de nyeste foldbare telefoner, men vi ender ofte med den samme vurdering: I hverdagen bruger man dem mest sammenfoldet som en almindelig mobil. Det er kun i få situationer, at den store skærm for alvor giver en fordel. Og så bliver det svært at retfærdiggøre den høje pris, når en traditionel smartphone ofte er både billigere og bedre til det meste.
Det store spørgsmål er derfor, om foldbare mobiler nogensinde får deres gennembrud. I anden halvdel af 2026 ventes Apple at træde ind på markedet med deres første foldbare iPhone. Men hvis ikke Apple kan løfte teknologien ud af nichehjørnet, begynder det at se svært ud for de foldbare telefoner.
Se også: De bedste mobiler fra Xiaomi
De bedste foldbare mobiler i 2025
Hvilke foldbare mobiler er de bedste lige nu? Se de absolut bedste foldbare mobiler her.