Kommende iPhone spås at blive en gamechanger

Analytikere spår, at den kommende iPhone Fold bliver et kæmpe hit, og måske endda vil være skyld i et gennembrud for alle foldbare mobiler.

Kommende iPhone spås at blive en gamechanger

En ny rapport fra IDC konkluderer, at Apples første foldbare iPhone kan vende op og ned på smartphone-markedet. Hvis prognoserne holder, bliver 2026 et nøgleår for foldbare mobiler.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af iPhone Fold

iPhone Fold kan sætte gang i salget af foldbare mobiler

De foldbare mobiler har svært ved at slå i gennem, selvom de har været på markedet siden 2019, men det kan Apple lave om på, mener IDC.

Ifølge analysehuset IDC ventes markedet for foldbare mobiler at vokse hele 30 procent næste år, hvor producenterne i kategorien angiveligt kommer til at skulle takke Apple for dette. Hovedårsagen er nemlig Apples første foldbare iPhone, der ifølge rapporten kan få massiv indflydelse på hele markedet fra dag ét.

Samsung åbner 2026 med en Galaxy Z Trifold, mens Huawei næsten fordobler salget af egne foldables. Alligevel har de foldbare mobiler stadig kun 2,5 procent af markedet. Men det er Apples indtog sidst på året, der får analytikerne til at hæve øjenbrynene.

iPhone Fold forventes at snuppe 22 procent af enhederne og hele 34 procent af omsætningen i kategorien, blandt andet på grund af en forventet startpris omkring 2.400 dollars – en forventet dansk pris nærmer sig 20.000 kr.

Se også: Bedste foldbare telefoner til prisen

Vil vi virkelig have foldbare mobiler?

Mobilproducenterne har før satset hårdt på nye formfaktorer, hvor de senest var ultratynde telefoner, der var det helt store håb. Forbrugerne viste dog minimal interesse, og det tyder på, at idéen er droppet. Det samme billede har præget foldbare mobiler, hvor Samsung og andre har i årevis forsøgt at gøre dem mainstream, men gennembruddet lader fortsat vente på sig.

IDC vurderer, at en foldbar iPhone kan blive modellen, der endelig får formatet ud til masserne, men risikoen for endnu en fiasko er reel. Både iPhone Air og Samsung Galaxy S25 Edge fik enorme forhåndsforventninger, som aldrig blev indfriet.

Foldbare telefoner har stadig tydelige kompromisser. De er dyrere, mere skrøbelige og det er ganske sjældent, at man tager den store foldbare skærm i brug i det daglige. Spørgsmålet er derfor, om forbrugerne kan se en klar fordel, og om de vil betale markant mere for den. Indtil videre er vi ikke overbeviste.

Se også: De vildeste topmodeller fra Xiaomi

De bedste foldbare mobiler i 2025

Hvilke foldbare mobiler er de bedste lige nu? Se de absolut bedste foldbare mobiler her.