Apple betaler milliarder til ærkerival for at redde Siri

Apple bekræfter: Google Gemini skal gøre Siri klogere i ny milliardaftale. Se hvornår opdateringen lander, og hvad det betyder for dine iPhone-data.

Apple betaler milliarder til ærkerival for at redde Siri

Apple har nu officielt bekræftet et opsigtsvækkende samarbejde med ærkerivalen Google.

Techgiganten vil fremover benytte Googles Gemini AI-modeller som fundament for en ny og markant forbedret udgave af Siri, der forventes lanceret senere i år.

Se også: De bedste iPhones

Milliardaftale styrker fundamentet

Ifølge CNBC indebærer den flerårige aftale, at Apple betaler omkring 1 mia. dollar årligt for at bruge Googles avancerede teknologi.

Gemini skal dog ikke direkte overtage din iPhone. I stedet skal teknologien fungere som en motor, der træner og styrker Apples egne “Foundation Models”. Apple har i en udtalelse kaldt Googles teknologi for det “mest kapable fundament” til at løfte brugeroplevelsen.

Se også: Kæmpe ændring på vej til iPhone: Skift Siri ud

Dine data forbliver private

For privatlivsbevidste brugere er det vigtigt at bemærke, at data ikke flyder frit til Google. Selvom Gemini leverer “hjernekapaciteten” til træningen, vil selve afviklingen af AI-funktionerne fortsat køre lokalt på enheden eller via Apples sikrede ”Private Cloud Compute”.

Google får dermed ikke adgang til dine personlige data.

ChatGPT er stadig en del af pakken

Aftalen ændrer heller ikke på Apples eksisterende samarbejde med OpenAI, hvilket betyder, at ChatGPT-integrationen fortsætter uændret.

Den nye, “super-Siri” forventes at blive en realitet i løbet af året – formentlig i forbindelse med iOS 26.4, der ventes at komme i marts.

Den bedste AI-chatbot

I tvivl om, hvilken AI-chatbot der er bedst? Se de absolut bedste AI-apps og AI-chatbots.