Historisk nedtur: Rammer mobiltelefoner i 2026
Mobilbranchen står over for en hidtil uset krise i 2026, hvor en komponentmangel og AI-investeringer sender markedet mod et kollaps. Analytikere varsler nu det skarpeste fald i smartphonesalget i mands minde.
Se også: Test af nyeste mobiler
Prisstigninger og farvel til de billige mobiler
Ifølge de nyeste prognoser fra både IDC og Counterpoint Research forventes det globale smartphonemarked at skrumpe med mellem 12 og 13 procent i løbet af året.
Det er den mest dramatiske tilbagegang, der nogensinde er målt i branchens historie, og det vil bringe salget ned på det laveste niveau siden 2013.
Den store synder er paradoksalt nok store satsninger på kunstig intelligens, som også smartphoneproducenterne selv investerer massivt i. Men det er primært techgiganter som Meta, Google og Amazon, der investerer svimlende summer i AI-infrastruktur, og støvsuger markedet for hukommelseschips, hvilket efterlader mobilproducenterne bagerst i køen.
Den akutte mangel på komponenter betyder uundgåeligt, at priserne stiger voldsomt. Analytikere forventer, at producenterne vil sende regningen videre til os forbrugere, hvilket vil føre til, at vi holder fast i vores gode gamle mobil i længere tid.
Særligt det billige budgetsegment er i fare, da hukommelse udgør en så stor del af produktionsprisen, at det bliver næsten umuligt for producenterne at bevare overskuddet. Vi risikerer derfor, at flere mærker helt trækker sig fra lavprismarkedet i løbet af 2026.
Se også: Bedste mobiltelefon til prisen
De store spillere står distancen
Selvom fremtiden ser sort ud, forventes giganter som Apple og Samsung at klare skærene bedre end deres mindre konkurrenter.
Deres tætte integration i forsyningskæden og stærke magt over for leverandørerne giver dem en klar fordel i kampen om de knappe ressourcer.
For de forbrugere, der bliver prissat ud af markedet for helt nye telefoner, forventes brugte og pre-owned mobiler at blive langt mere populært i år. Analytikerne peger på, at vi tidligst vil se en reel bedring i situationen mod slutningen af 2027.
Det bliver altså dyrere at være mobilkøber i 2026, men på den anden side vinder planeten, når færre nye telefoner ruller af samlebåndet.
Se også: De absolut bedste iPhones