Advarsel til Android-brugere: Malware kan stjæle adgangskoder
Har du vigtige koder stående i dine noter på mobilen? En ny og snu Android-malware spionerer nemlig i dine mest private apps, hvis du ikke ser dig for.
Se også: Her er de bedste Android-mobiler i 2026
Ny Android-trussel lurer på private noter
Sikkerhedsforskere advarer nu mod en ny og avanceret type malware til Android-telefoner. Den har fået navnet “Perseus”, og modsat meget andet it-kriminalitet går den målrettet efter dine note-apps.
Mange af os bruger nemlig apps som Google Keep eller andre apps til hurtigt at skrive koder eller følsomme oplysninger ned.
Det ved de it-kriminelle bag Perseus, og de har derfor designet deres virus til specifikt at scanne noter igennem.
Se også: Google med stor opgradering af Android
Pas på de uofficielle streaming-apps
Perseus-malwaren finder ikke vej til din telefon gennem den officielle Google Play Store. I stedet gemmer den sig i apps, som man downloader fra uofficielle hjemmesider. Ofte er den forklædt som gratis film- og tv-tjenester.
Når en bruger lokkes til at installere sådan en app, udnytter malwaren Androids tilgængelighedstjenester til at “kigge med” på skærmen.
Det betyder, at den i princippet kan læse alt, hvad du foretager dig i realtid.
For at undgå at blive ramt er rådet simpelt: Hold dig til de officielle app-butikker, og find en mere sikker løsning til dine koder end en almindelig tekstnote.