Der kommer ingen iPhone 18 i år
Apple plejer trofast at sende fire nye telefoner på gaden hvert år til september, men i år ser den faste tradition ud til at blive brudt.
Rygterne svirrer nemlig om en markant strategisk ændring fra tech-giganten, der kan dele iPhone-lanceringerne op.
Se også: Test af nyeste mobiler
Apple har nyt fokus i september
Der ser ikke ud til at komme en iPhone 18 i år, da Apple ifølge de seneste meldinger har valgt at ændre deres strategi for lanceringer af iPhones fremover.
Angiveligt skulle de have gjort dette for, at give de mest innovative produkter fuldt fokus. I stedet for de klassiske basismodeller vil september-eventet i 2026 udelukkende byde på topmodellerne iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max.
Den helt store sensation bliver i år dog lanceringen af Apples første foldbare smartphone, ofte kaldet iPhone Fold eller iPhone Ultra.
Ved at fjerne den almindelige model fra ligningen kan Apple sikre, at al opmærksomhed, og de tidlige køberes budgetter, lander på de dyreste og mest avancerede produkter i sortimentet. I den første tid efter lanceringen er de nemlig altid topmodellerne, der har forbrugernes interesse.
Se også: De bedste iPhones lige nu
Hvornår lander den almindelige iPhone 18 så?
Selvom vi må undvære standardmodellen til efteråret, er den naturligvis stadig undervejs. Den almindelige iPhone 18 forventes i stedet at blive lanceret i foråret 2027 sammen med en mere prisvenlig iPhone 18e og en iPhone 18 Air.
Denne opdeling af året skal angiveligt hjælpe Apple med at holde salget kørende på et højt niveau i de ellers mere stille forårsmåneder.
Det giver samtidig forbrugerne en frisk nyhed at se frem til, når efterårets Pro-modeller har mistet deres nyhedsværdi, hvilket sikrer en mere stabil strøm af nye kunder gennem hele kalenderåret.
Se også: Disse iPhones giver dig mest for pengene
De vigtigste rygter om iPhone 18-serien
Selvom lanceringen er skubbet, er rygterne om selve teknikken allerede mange. Den kommende generation forventes at introducere Apples egen C2-modem samt den kraftfulde A20-chip bygget på en 2-nanometer proces.
Hvad betyder det så? Forventningen er, at det vil give iPhone 18 et boost i batteritid, kunne holde din lokation mere privat og give bedre mobildækning.
For de kræsne brugere tales der desuden om en markant mindre Dynamic Island og et nyt kamerasystem med variabel blænde på Pro-modellerne.
Det betyder, at ventetiden kan blive belønnet med nogle af de største hardware-spring, vi har set i årevis, uanset om man venter til september eller foråret.
Se også: Disse iPhones skal du ikke købe