Android-mobiler får usynlig ansigtsgenkendelse

En ny kamerateknologi skjuler ansigtsgenkendelse helt under skærmen på fremtidens Android-mobiler. Men det gør også telefonernes design mere ensformigt.

Android-mobiler får usynlig ansigtsgenkendelse

Fremtidens Android-telefoner kan snart blive udstyret med avanceret ansigtsgenkendelse, der er fuldstændig skjult under skærmen.

Det giver et ubrudt og elegant design, men betyder desværre også, at alle smartphones i stigende grad vil komme til at ligne hinanden endnu mere, end de i forvejen gør.

Se også: Her er de bedste Android-mobiler i 2026

En komplet skærm uden kamerahuller

Virksomheden Metalenz har netop præsenteret et nyt system kaldet Polar ID. Teknologien gør det muligt at placere avanceret hardware til ansigtsgenkendelse usynligt under selve OLED-skærmen.

Foto: Metalenz

Systemet fungerer i praksis ligesom Apples Face ID, men fylder en brøkdel af pladsen. Det benytter en særlig linse, der fanger data fra lysets polarisering frem for blot at tage et billede.

Det helt store gennembrud er, at teknologien kan skelne et rigtigt ansigt fra en maske, virker i mørke, og slet ikke påvirkes af det slør, som ellers hidtil har ødelagt kvaliteten hos kameraer skjult under skærme.

Se også: De vildeste kommende mobiler i 2026

Designet bliver usynligt

Metalenz samarbejder allerede med chipgiganten Qualcomm, og de første telefoner med teknologien gemt helt væk under skærmen forventes at bliver lanceret en gang i 2028.

Det betyder et endegyldigt farvel til irriterende kamerahuller og brede udskæringer i toppen af skærmen.

Selvom det endelig giver den komplette, ubrudte skærmoplevelse, som mobilproducenterne i mange år har arbejdet hen imod, betyder det samtidig, at vi vinker farvel til endnu et af de få tilbageværende designelementer på telefonens front.

Fremover vil smartphones på tværs af de forskellige mærker med andre ord komme til at ligne hinanden på en prik forfra. De vil alle være en sort, rektangulær enhed med afrundede hjørner og glas – og ikke så meget andet end det.