YouTube har fået nok: AI-videoer får markering

Det bliver sværere at skjule brug af kunstig intelligens på nettet. Verdens største videoplatform udruller nu en funktion, der automatisk spotter og markerer AI-videoer.

YouTube har fået nok: AI-videoer får markering

Der skyller en bølge af kunstig intelligens ind over de sociale medier, og det kan efterhånden være svært at sortere i, hvad der er ægte.

Nu tager YouTube sagen i egen hånd med automatisk AI-detektering.

Se også: Nyheder om kunstig intelligens

Automatisk mærkning af virkelighedstro AI-videoer

YouTube introducerer nu et system, der automatisk finder og markerer videoer, hvor der er brugt “betydelig fotorealistisk AI”. Det betyder, at skjult brug af kunstig intelligens i videoer formentlig snart er fortid.

Mærkatet bliver placeret lige under videoafspilleren på almindelige videoer, mens på de vertikale videoer, YouTube Shorts, vil ligge som et synligt lag hen over skærmen. Det gælder dog kun indhold, der ser ægte ud, og som kan snyde seerne.

Se også: Her er de bedste Android-mobiler i 2026

Skaberne har stadig et ansvar

Selvom systemet bliver automatisk, skal indholdsskabere stadig selv oplyse, når de bruger AI. Hvis algoritmen tager fejl, kan man klage i YouTube Studio, men bruger man platformens egne AI-værktøjer, er mærket permanent.

Urealistiske videoer, animationer eller små redigeringer slipper for det store mærke. De vil i stedet fortsat have en lille bemærkning gemt væk nede i den fulde videobeskrivelse.

Hvis en indholdsskaber konsekvent undlader at markere videoer med AI, kan straffen blive, at kanalen ikke kan tjene penge, eller at den bliver lukket helt ned.

Skræddersyet feed ruller ud til brugerne

Sideløbende med AI-mærkningen præsenterer YouTube en anden stor funktion. Det bliver nu muligt selv at skabe sit eget videotema ved hjælp af en tekstbesked, hvor man blot skriver, hvad man vil se.

Funktionen har været testet siden efteråret og ruller nu ud til brugere i USA på både mobil og desktop. Det kræver dog, at man har slået sin søge- og afspilningshistorik til i appen.

Se også: Bedre end iPhone: Disse mobiler slår Apples bedste