Kæmpe Apple-læk: Her er de vildeste nyheder i iOS 27

Et stort læk afslører Apples vilde planer for iOS 27. Forvent et helt nydesignet Siri i Dynamic Island, dybere AI-integration og smarte kameraværktøjer.

Kæmpe Apple-læk: Her er de vildeste nyheder i iOS 27

De første billeder og detaljer af Apples kommende iOS 27 er netop sluppet ud.

Ifølge en ny rapport fra Bloomberg står vi over for en massiv overhaling af iPhonens softwareoplevelse, hvor kunstig intelligens og et nydesignet Siri spiller hovedrollerne.

Se også: Alt du skal vide om iOS 27

Nyt Siri flytter ind i Dynamic Island

Den største visuelle ændring rammer Apples stemmeassistent.

Siri får et helt nyt design og flytter fremover permanent ind i den såkaldte Dynamic Island i toppen af skærmen.

Når du aktiverer assistenten via stemmen eller sideknappen, vil en helt ny animation folde sig ud herfra.

Samtidig introducerer Apple en ny søgemenu, som ganske enkelt trækkes ned fra midten af skærmen.

Her kan du både skrive og tale til Siri for at sende beskeder, oprette kalenderaftaler eller søge på nettet med Apples nye AI-drevne søgesystem, der præsenterer resultaterne i overskuelige tekstkort.

Som en direkte konsekvens af dette nye design skal man fremover udelukkende swipe fra det øverste venstre hjørne for at få adgang til sine notifikationer.

Se også: De vildeste kommende mobiler i 2026

Frie AI-valg og et smartere kamera

Apple åbner tilsyneladende også op for, at man ikke kun er bundet til Siri, en af mange ændringer i iOS 27, som som vi kan takke EU for.

Direkte fra den nye søgemenu bliver det muligt at vælge eksterne AI-tjenester som for eksempel ChatGPT eller Google Gemini via en praktisk drop-down menu.

Dertil kommer en helt ny og dedikeret Siri chatbot-app, der minder meget om de populære alternativer på markedet.

Kamera-appen får også en overhaling i opdateringen. Kamera-appen bliver langt mere tilpasningsdygtig med et nyt panel, hvor man selv kan tilføje og fastgøre sine foretrukne kameraværktøjer.

Oven i hatten kan vi forvente nye AI-baserede redigeringsværktøjer til billeder samt en indbygget grammatikkontrol i styresystemet.

Alt dette afsløres officielt ved en keynote-præsentation den 8. juni til WWDC, der er Apples årlige udviklerkonference.

Se også: De bedste iPhones lige nu

Apple tvunget til at tage AI seriøst

Med disse nye informationer om det kommende iOS 27 ser det endelig ud til, at Apple for alvor stempler ind i AI-kapløbet.

At rykke Siri ind i Dynamic Island virker som et utrolig logisk træk, der vil gøre integrationen langt mere flydende og moderne i hverdagsbrugen.

Det mest bemærkelsesværdige er dog utvivlsomt åbenheden over for tredjeparts-AI som ChatGPT og Gemini.

Det vidner om en helt ny æra for Apple, hvor giganten anerkender, at deres egen assistent ikke nødvendigvis kan løfte hele den tunge AI-byrde alene.

Det bliver utrolig spændende at se, hvor godt det hele spiller sammen i praksis til juni.

Se også: Disse iPhones bør du undgå at købe