Apple teaser for årets største softwarelancering
Nedtællingen til Apples årlige udviklerkonference er for alvor i gang. Apple har netop løftet sløret for de sidste detaljer før den store præsentation, som skydes i gang i næste uge.
Begivenheden kan meget vel skrive sig ind i historiebøgerne som den absolut sidste Apple-keynote med Tim Cook ved roret.
Se også: Alt du skal vide om iOS 27
All systems glow: Siri får helt nyt look
Med det nye officielle slogan, ”All systems glow”, sender Apple et ikke så diskret vink med en vognstang til de mange rygter, der svirrer i techverdenen lige nu.
Sloganet, som er et ordspil på udtrykket ”all systems go”, flugter perfekt med de seneste rygter om det kommende iOS 27.
Apples digitale assistent, Siri, står over for en massiv overhaling. Brugerfladen vil angiveligt blive mørkere, og der vil blive introduceret en helt ny søgefunktion i Dynamic Island samt en dedikeret app, som er præget af lysende og glødende animationer.
Det nye slogan synes at bekræfte, at disse designændringer holder stik.
Se også: Rygter og nyt om iPhone 18-serien
En historisk softwarefejring
Når Apple slår dørene op mandag den 8. juni, handler det dog ikke kun om iPhonen. Forventningen er, at der rulles nye versioner ud over hele linjen, hvilket betyder store opdateringer til både iPad, Mac, Apple Watch og Vision Pro med iOS 27, iPadOS 27, macOS 27, watchOS 27, tvOS 27 og visionOS 27.
Det er udelukkende softwaren, der er i fokus, da Apple for nylig har opdateret store dele af deres computer- og telefonportefølje.
Begivenheden kan desuden gå hen og blive historisk af en helt anden årsag. Rygterne svirrer om, at dette bliver den sidste store keynote med Tim Cook i spidsen som administrerende direktør.
Han forventes at overdrage tøjlerne til John Ternus i efteråret, hvilket gør denne softwarelancering til en markant milepæl for selskabet.
Se også: De bedste iPhones lige nu