EU slår hårdt tilbage: Apple er selv skyld i Siri-fadæse
Kort efter Apples voldsomme kritik af EU’s lovgivning, tager sagen nu en uventet drejning. EU-Kommissionen afviser pure Apples anklager og kaster i stedet ansvaret for den manglende lancering af Siri AI direkte tilbage på Apple selv.
Se også: Apple lancerer iOS 27 til iPhone
EU afviser pure Apples forklaring
EU-Kommissionens talsperson, Thomas Regnier, gør det nu klart, at beslutningen om at droppe den nye Siri AI-oplevelse i Europa alene ligger hos Apple.
Ifølge kommissionen har Apple simpelthen ikke været i stand til at udvikle løsninger, der lever op til de europæiske standarder for privatliv og sikkerhed.
Dette står i skærende kontrast til den udmelding, som Apple kom med forleden. Her lød det fra Apples softwarechef, Craig Federighi, at man var dybt skuffet over forløbet.
Apple hævdede, at EU angiveligt havde afvist alle deres løsningsforslag til at integrere tredjepartsassistenter sikkert i systemet.
Se også: De absolut bedste iPhones
Ville have særbehandling frem for en løsning
Ifølge EU-Kommissionen er virkeligheden dog en helt anden. Regulatorerne i Bruxelles hævder, at Apple slet ikke forsøgte at finde en løsning, der rent faktisk overholdt forordningen om digitale markeder (DMA).
I stedet for at forhandle om konkrete tekniske løsninger anmodede den amerikanske virksomhed angiveligt om at blive fuldstændig fritaget for reglerne om interoperabilitet.
Dette blev dog prompte afvist af kommissionen, som fastslog, at en generel undtagelse fra lovgivningen slet ikke er en reel mulighed for selskabet.
Apple har tidligere forsvaret sig med, at den nye DMA-lovgivning ville tvinge dem til at give nærmest ubegrænset adgang til brugernes private data og enhedens funktioner, hvilket de anser for at være en massiv sikkerhedsrisiko for de europæiske forbrugere.
Se også: De bedste iPhones til prisen
Lange udsigter for danske Apple-brugere
Den voksende ordkrig efterlader de europæiske forbrugere i lidt af en klemme. Når styresystemet iOS 27 og iPadOS ruller ud senere på året, bliver det helt uden den længe ventede AI-opgradering af Siri og de tilhørende nye funktioner til at håndtere samtaler.
Selvom Apple offentligt har udtrykt et håb om på sigt at bringe funktionerne til det europæiske marked gennem fortsat dialog, er der i øjeblikket ingen officiel tidshorisont for, hvornår en løsning kan lande.
Det tyder altså ikke på, at EU-kommisionen kommer til at give sig, så Apple må lave de tilpasninger der skal til, at for leve op til kravene.
Indtil videre må danske Apple-brugere derfor nøjes med at kunne benytte de nye AI-funktioner på platforme, der ikke er omfattet af de samme strikse EU-regler.
Det gælder blandt andet Mac-computere, Apple Watch og Vision Pro, hvor opdateringerne til henholdsvis macOS 27, watchOS 27 og visionOS 27 fortsat ser ud til at inkludere de intelligente funktioner.