Zeekr skal produceres i Europa: Flytter ind hos Volvo
Den kinesiske bilgigant Geely gør klar til et markant strategiskifte i Europa. Fra 2028 skal koncernens premiumbiler produceres lokalt på Volvos europæiske fabrikker, hvilket bringer et mærke som Zeekr tættere på de danske bilkøbere.
Se også: Test af elbiler
Zeekr rykker tættere på de danske købere
Meldingen kommer fra Geely Automobiles nyudnævnte bestyrelsesformand, An Conghui. På et nyligt investormøde slog den nye topchef fast, at Volvos produktionsanlæg i Europa bliver omdrejningspunktet for Geelys lokale offensiv.
Selvom ledelsen officielt taler om koncernens overordnede luksussegment, peger alle kilder på, at planerne i praksis omfatter Zeekr samt søstermærket Lynk & Co, skriver CarNewsChina.
For det danske marked er det Zeekr, der stjæler opmærksomheden, da mærket allerede er etableret herhjemme med modeller som elbiler som Zeekr 7X, Zeekr 001, Zeekr X og den nye Zeekr 7GT, hvor interessen er ganske stor.
Branchekilder fremhæver kommende flagskibe som Zeekr 9X som oplagte kandidater til en europæisk produktion.
Se også: Nyt om teknologi i elbiler
Tre europæiske Volvo-fabrikker i spil
Geely-koncernen ejer Volvo Cars og råder i dag over to velfungerende samlefabrikker i henholdsvis Torslanda i Sverige, hvor den nye Volvo EX60 bliver producereret, og Gent i Belgien.
Dertil opfører svenskerne netop nu en helt nyt og topmoderne elbilsfabrik i Slovakiet, som forventes at stå klar i begyndelsen af 2027.
Dermed har Geely tre stærke fabrikker at vælge imellem, når masseproduktionen efter planen skydes i gang i 2028.
Tiltaget supplerer desuden Geelys nylige joint venture med Ford, hvor to mindre Geely-modeller ligeledes skal bygges på Fords fabrik i spanske Valencia fra 2028.
Se også: Mest populære elbiler i Danmark
Et smart træk
Det er et yderst velovervejet træk af Geely. Den europæiske produktion fjerner EU’s straftold på kinesisk producerede elbiler.
Samtidig er signalværdien massiv. For skeptiske europæiske købere giver det markant større tryghed, at en premiumbil ruller af samlebåndet på en anerkendt Volvo-fabrik
Sidst, men ikke mindst, sikrer det langt hurtigere adgang til reservedele, karosseridele og service for de fremtidige ejere.
Zeekr har endnu ikke bekræftet, at de flytter produktionen til Europa.
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed