Første indtryk af iPhone Ultra – det lover godt for Apple

Apples foldbare iPhone Ultra er lige på trapperne. De første meldinger internt hos Apple hylder formatet og hængslet, men prisskiltet bliver vanvittigt pebret.

Mobiltelefoner
iPhone Ultra

Der er gigantiske forventninger til Apples første foldbare smartphone nogensinde.

Nu slipper de første interne meldinger ud om den længe ventede iPhone Ultra, og de tegner et billede af en yderst vellykket, men også ekstremt bekostelig oplevelse.

iPhone Ultra byder er et imponerende stykke hardware

Ifølge Bloombergs velinformerede tech-korrespondent Mark Gurman har flere kilder internt hos Apple allerede testet flagskibet grundigt igennem.

Tilbagemeldingerne er overraskende positive på tværs af de vigtigste discipliner.

Særligt formfaktoren roses til skyerne af dem, der har haft enheden i hænderne i det daglige.

Den udvendige skærm på 5,5 tommer gør den ualmindeligt kompakt og behagelig at have med i lommen, mens selve hængselsmekanismen meldes at være særdeles robust og slidstærk.

Når telefonen åbnes, åbenbarer der sig en indvendig skærm på omkring 7,8 tommer, som er bredere end den er høj.

iPhone Ultra skulle i høj grad minde om Samsungs nye Galaxy Z Fold8 i selve formen:

Her udnyttes pladsen optimalt med nye app-layouts i ægte iPad-stil, ligesom det store panel fungerer fremragende som en gigantisk søger, når der skal tages billeder eller optages video.

Læs ogsåDe bedste foldbare mobiltelefoner i 2026

Prischok: Næsten dobbelt så dyr som Pro Max

Der er dog en lille udfordring med den nye iPhone, for prisen bliver en enorm ulempe.

Flere uafhængige kilder peger på et prisskilt på den forkerte side af 2.000 dollars, hvilket på det danske marked hurtigt kan lande i omegnen af 20.000 kroner.

Dermed bliver iPhone Ultra næsten dobbelt så dyr som en iPhone 17 Pro Max. Det er en voldsom mundfuld – især når man tænker på, at Apple angiveligt må spare det dedikerede telekamera væk og samtidig erstatter Face ID med en klassisk Touch ID-sensor.

Den bliver altså på ingen måde en mobil for alle i starten. Til gengæld kommer vi næsten med garanti til at se de danske teleselskaber kaste sig ind i kampen med markante mobilrabatter og afdragsordninger.

Læs ogsåGuides og tips om mobiltelefoner