Spændende nyheder er på vej til Volkswagen-interesserede.
Volkswagen Danmark inviterer nemlig til en eksklusiv danmarkspremiere, hvor hele tre nye elbiler for første gang kan opleves på dansk grund.
Tre elbilnyheder samlet ét sted
Volkswagen har offentliggjort i et nyhedsbrev, at det store arrangement løber af stablen ved et særligt Volkswagen-træf på Semler Gruppens hovedkontor i Brøndby.
Den tredobbelte premiere er særdeles interessant. Det er nemlig første gang, at danskerne får mulighed for at opleve den nye SUV-model Volkswagen ID. Cross på egen hånd.
Mens ID. Polo allerede kan ses hos Volkswagens forhandlere, har SUV-udgaven altså fået en lidt senere debut.
Danmarkspremiere på ID. Polo GTI og ID.3 GTI
Det er dog ikke kun den lille familie-SUV, der vil tiltrække opmærksomhed. Besøgende kan også se frem til første danske fremvisning af ID. Polo i den sportslige GTI-udgave.
Den største overraskelse er dog en nyhed, som Volkswagen overhovedet ikke har kommunikeret ud før nu: Den populære hatchback ID.3 kommer ligeledes i en sportslig GTI-udgave.
Martin Fruechen fra Volkswagen Amager har i en Volkswagen-gruppe på Facebook afsløret, at Volkswagen ID.3 GTI får sin officielle verdenspremiere den 16. september – altså blot tre dage før det danske ID. træf.
Vi forventer, at ID.3 GTI matcher de heftige specifikationer fra den tidligere ID.3 GTX Performance. Det betyder en kontant ydeevne på 240 kW (326 hk) og en acceleration fra 0 til 100 km/t på blot 5,6 sekunder.
Volkswagen-currywurst og gratis adgang
Udover de spændende bilnyheder byder Volkswagen-træffet på en live-demonstration af de nyeste førerassistentfunktioner.

For at fuldende oplevelsen vil der naturligvis blive serveret klassisk Volkswagen currywurst, GTI Pickles-snacks samt Uganda-is, ligesom der vil være mulighed for at købe eksklusivt GTI-merchandise.
Det er ganske gratis at deltage i arrangementet, som finder sted lørdag den 19. september fra klokken 10.00 til 15.00 på adressen Park Allé 355 i Brøndby.













