Undgå omsyn: 10 småfejl du selv kan fikse hurtigt inden syn

Undgå omsyn og gennemgå i stedet din bil på 10 minutter med disse enkle tips, før synsmanden kigger med. Se de hyppigste småfejl og elbilerne med flest fejl.

Seneste nyheder om elbiler

Når indkaldelsen til periodisk syn lander i Digital Post, er det fristende blot at booke en tid med det samme.

Men et hurtigt tjek i indkørslen kan spare dig for både tid og et irriterende omsyn.

10 småfejl, der kan koste dig et omsyn

Det kræver hverken lifte eller mekanikeruddannelse at klargøre bilen til et periodisk syn.

Teknisk chef hos Applus+ Bilsyn, John Gantzhorn, peger i en pressemeddelelse på 10 klassiske faldgruber, som du nemt kan undgå med et hurtigt tjek hjemmefra.

1. Advarselslamper der tænder

Lyser advarselslamperne for bremser, airbag eller motorstyring under kørsel, dumper bilen prompte.

Få værkstedet til at udlæse fejlvisningen og udbedre problemet i god tid inden synet.

2. En sprunget pære

Tænd for alle lygter og gå en tur rundt om bilen. Husk både nærlys, fjernlys, blinklys, baglygter og nummerpladelys, da defekte pærer er blandt de hyppigste årsager til omsyn.

3. Nedslidte eller forkerte dæk

Dækmønsteret skal lovmæssigt være på mindst 1,6 millimeter, men tjek også for buler eller skævt slid.

Har du selv skiftet hjul, skal du sikre, at retningsbestemte dæk vender den rigtige vej.

4. Slidte viskere og tom sprinklerbeholder

Brugte viskerblade, der tværer snavs på ruden ud, kan udløse anmærkninger.

Fyld samtidig sprinklervæske på beholderen og juster eventuelt strålerne på plads med en helt almindelig synål.

5. Pynt i forruden

Et frit udsyn er helt afgørende for sikkerheden. Fjern derfor mobilholdere, Wunderbaums og solskærme fra førerens synsfelt.

Vask også forruden grundigt for fedt og snavs indvendigt og udvendigt.

6. En rodet kabine

Ryd op i kabinen, så synsmanden har let adgang til sikkerhedsseler og pedaler. En løs flaske på gulvet kan trille under bremsepedalen og i værste fald forhindre den påkrævede testkørsel.

7. Ubehandlet rust i bunden

En smule kosmetisk overfladerust betyder ingenting ved et syn.

Anderledes kritisk ser det ud, hvis rusten får lov til at gnave sig dybt ind i vanger, paneler og bilens bærende konstruktioner.

8. Rustne bremseskiver

Særligt elbiler og hybridbiler får let rust på bremseskiverne, fordi elmotoren står for en stor del af opbremsningen.

Lav et par kontrollerede og kraftige opbremsninger på en sikker vej for at slibe skiverne rene.

9. Manglende service og oliespild

Et periodisk syn er ikke et serviceeftersyn, men manglende vedligeholdelse straffes hurtigt.

Synsmanden slår ned på oliespild, utætte udstødninger samt komponenter, der viser tegn på voldsomt slid.

10. Glemte funktioner som horn og anhængertræk

Hvornår har du sidst afprøvet bilens horn? Tjek det før synsdagen, og husker du at kontrollere anhængertrækkets el-stik, undgår du endnu en af de helt klassiske faldgruber.

Læs ogsåDisse elbiler klarer sig bedst og dårligst til syn

Tjek din elbil, inden garantien udløber

Her på Mobilsiden.dk har vi tidligere søgt aktindsigt i data fra Færdselsstyrelsen over mere end 60.000 elbiler til syn. Vores undersøgelse afslører enorme forskelle i dumpeprocenten på tværs af bilmærker.

Mens tyske mærker generelt brillerer med lave fejlrater, dumper næsten halvdelen af alle Model Y til periodisk syn. De hyppigste årsager til dumpeprocenterne er rustne bremser samt hårdt belastede aksler, dæk og ophæng.

Læs ogsåDerfor dumper hver anden Tesla Model Y til syn