Kia har netop givet det første kig på den kommende minibus Kia PV7 Passenger, som får officiel verdenspremiere på IAA Transportation i Hannover den 14. september.
Større på alle ledder og kanter
Den nye Kia PV7 bygger ligesom sin lillesøster på mærkets dedikerede E-GMP.S-platform, men vokser markant i formatet.
Konceptbilen måler hele 5,27 meter i længden og har en akselafstand på næsten 3,4 meter.

Kia PV5 har allerede rundet 39.000 solgte eksemplarer globalt og sidder tungt på erhvervsmarkedet i Europa.
Med PV7 tager koreanerne skridtet videre i segmentet for større lette erhvervskøretøjer og rummelige minibusser, hvor både Cargo- og Passenger-varianter er på vej.
Læs ogsåFind elbilen til dit behovDen manglende brik i kampen mod VW ID. Buzz
Selvom Kia PV5 Passenger har markeret sig som den stærkeste direkte udfordrer til Volkswagen ID. Buzz i Danmark, har den haft svært ved at holde kadencen.
Da leveringerne startede i november 2025, tog Kia et lille bid af markedet, men Volkswagen har fastholdt sit massive forspring.
I april 2026 toppede PV5 Passenger med 367 solgte eksemplarer til private mod Volkswagens 432. Siden da er salget af PV5 dalet til 106 eksemplarer i juli, mens ID. Buzz konstant har ligget på over 500 eksemplarer om måneden.
Det har altså ikke været nok, at Kia PV5 Passenger har en startpris, der ligger tæt på 70.000 kroner under ID. Buzz.

Manglen på en lang akselafstand og muligheden for ekstra rummelighed – som man finder i Volkswagen ID. Buzz Lang – har ikke gjort det nemmere for Kia.
Først i juli kunne man få PV5 Passenger med seks eller syv sæder, men den ekstra plads, som ID. Buzz Lang tilbyder, har Kia altså ikke helt kunnet matche.
Læs ogsåSeneste nyheder om KiaDesign og rækkevidde kan blive en hæmsko
Det er netop denne mangel, den nye Kia PV7 Passenger skal råde bod på med mere plads, høj fleksibilitet og aggressiv prissætning. Udfordringen for Kia ligger dog ikke kun i fysiske mål.
Skal PV7 for alvor ryste Volkswagen på det danske marked, kræver det et opgør med det lidt kantede designsprog, som deler vandene i forhold til den mere karismatiske ID. Buzz. At dømme ud for teaserbillederne fortsætter Kia dog, ikke overraskende, ad samme sti.
Samtidig skal batteripakken løftes markant, så rækkevidden kommer op på 450-500 kilometer, hvis den skal matche det, som danskerne får, når de i stor stil vælger en Volkswagen ID. Buzz.
Ind fra højre er der også kommet uventet konkurrence fra Ford, som med minibussen E-Tourneo Custom forsøger at slå både Kia og Volkswagen ved at tilbyde mere udstyr til prisen end konkurrenterne. Ford er dog hæmmet af gammel elbilteknologi og en relativt kort rækkevidde sammenlignet med ID. Buzz.
Det ligner altså fortsat en kamp mellem Kia og Volkswagen på området for minibusser og elektriske varebiler, men der skal nok ske mirakler, før Kia kan skubbe den tyske bilgigant af pinden efter tre års forspring med ID. Buzz.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler